Tysklands klassiske Litteratur fra Tiden før og om Aarhundredeskiftet havde været antikiserende i Stof eller Form; den romantiske Litteratur, som fulgte, havde i Stofferne eller i Formen dyrket Middelalderen; begge havde taget Afstand† fra den omgivende Virkelighed, fra Nuet, fra Samtidens |42| politiske og sociale Forhold; ingen af dem var direkte gaaet ud paa disses Omdannelse. Idealet svævede enten i Grækenlands dybtblaa Æther eller i Middelalderens katholske Himmel. Nu blev det resolut draget ned paa Jorden. For de Drømmendes og Stræbendes Øjne fremtonede det moderne Ideal, et Ideal, der ikke mere har noget mythisk Element. Og med en Hast, en Voldsomhed, der altfor tidt gjorde Prosaformen journalistisk og Poesien blot lyrisk eller rent fragmentarisk, gik nu de oppositionelt anlagte Digtere og Skribenter ud paa at inddrage det moderne Liv og dets Indhold i Litteraturen. Men da denne Tilegnen og Inddragen skete under Kampstilling, blev Vid og Satire mere fremtrædende Magter end nogensinde tilforn i Tyskland, medens man hvad Trods og Storm mod det Bestaaende angaaer, syntes at have gjenoptaget Sturm- und Drang-Tidens Stemninger og Inspiration. Det var en mægtig Frihedstrang, som bragte først Heine[I] og Börne[II] til at bryde den tyske Litteratur en ny Bane, og som dernæst beaandede de Skribenter, der fulgte dem, og som fik det ubestemte Navn »det unge Tyskland«.
Et enkelt Fænomen var der imidlertid, som ofte nævnt, hyppigere unævnt, skjønt udenlandsk virkede mere forbilledligt end nogen Fortidspersonlighed i selve det tyske Aandsliv: Lord Byrons[III] Skikkelse og Livsværk. Hans kunstneriske Svagheder og Mangler fik man i Tyskland først sent |43| Øjnene op for. Kun Gutzkow[IV] kritiserer ham skjønsomt omtrent fra Aar 1835 af. Men han, hvem allerede Goethe[V] havde beundret og yndet, dog især paa Grund af de Partier hos ham, hvor den gamle Mester troede at finde Paavirkning af sit Eget, han med sin ubændige Trods og sin Daadstrang, med sin Foragt for den Ufrihed, der skjulte sig under »Frihedskrigene« mod Napoleon[VI], med sin Optræden for alle undertrykte Folk, sit Oprør mod den sociale Vedtægt, sin Sanselighed og sin Spleen, sin lidenskabelige Frihedskjærlighed paa alle Felter, blev nu, forklaret ved sin Død som Befrier, en Personifikation af Alt hvad man forstod ved moderne Aand og moderne Poesi.
Med inderlig Begejstring blev han besunget af Wilhelm Müller[VII], »Griechenlieder«nes[0001] Digter:
Byrons[VIII] Stolthed og hans Foragt for politisk Ufrihed møde os hos Platen[IX], hans aristokratiske Tone, hans Uvilje mod Fordomme, hans Rejselyst, hans Kjærlighed til Dyrene og Naturen, hans Ynde og Ironi gaa igjen hos Fyrst Pückler[X]. Hvor umaadelig hans Indflydelse har været paa Formningen af Heinrich Heines[XI] Digterideal behøver ingen Paavisning; saa slaaende fornemmes det af Enhver, der er fortrolig med Gangen i Europas nyere Litteratur. Men mærkværdigt og lærerigt er det at iagttage, i hvilket Lys Byron[XII] staar for den nye tyske Litteraturretnings første Vejbryder, Börne[XIII], en fra den engelske Digter i Grund og Bund saa forskjellig Personlighed. Man skulde tro, at Börne[XIV] tog Anstød af de frivole og kokette Sider af Byrons[XV] Individualitet som af Heines[XVI]. Langt derfra. Man læse i hvilke Udtryk han efter Gjennemlæsningen af Moore’s[XVII] »Byrons Levnet[0002]« udtaler sig om ham: Han kalder (»Briefe aus Paris[0003]« Nr. 44) Bogen glødende Vin for en stakkels tysk |45| Vejfarende, der fryser paa Rejsen gjennem Livet. Han er nær ved at blive syg af Misundelse over denne Livsførelse:
»Som en Komet, der ikke underkaster sig Stjernernes borgerlige Orden, drog Byron[XVIII] vild og fri gjennem Verden, kom uden Velkommen, gik uden Afsked og vilde hellere være ensom end en Træl af Venskab. Aldrig berørte han den tørre Jord; mellem Storm og Skibbrud styrede han modigt frem, og Døden var den første Havn, som han saa. Hvor blev han omtumlet, men hvilke salige Øer han har opdaget! [...] Det er den kongelige Natur [...] thi Konge er den, som lever for sine Luner. Jeg maa le, naar det siges, at Byron[XIX] kun blev nogle og tredive Aar gammel; tusind Aar har han levet. Og naar de beklage ham, at han var saa melankolsk! Er Gud det ikke ogsaa? Melankoli er Guds Glæde. Kan man være glad, naar man elsker! Byron[XX] hadede Menneskene, fordi han elskede Menneskeheden, Livet, Evigheden [...] Jeg gav alle mit Livs Glæder hen for et Aar af Byrons[XXI] Sorger.«
Som man ser tager Börne[XXII] ikke blot Alt i Byron[XXIII] alvorligt, men han ser end ikke Nydelsesmennesket i ham, som i saa høj Grad stødte ham tilbage fra Goethe[XXIV]. Ja hvad der er endnu mere paafaldende, Börne[XXV] finder sin egen Natur beslægtet med Byrons[XXVI]. Han skriver:
»Maaske spørger De mig forundret, hvorledes |46| jeg Pjalt kommer til at stille mig sammen med Byron[XXVII]? Desangaaende maa jeg fortælle noget, De endnu ikke véd. Da Byrons[XXVIII] Genius paa sin Rejse gjennem Himmelrummet kom til Jorden for at blive der en Nat, tog den først ind til mig. Men Huset behagede den ikke, den ilte hurtigt bort paany og tog ind i Hotel Byron[XXIX]. Mange Aar har det smertet mig, længe har jeg været bedrøvet over, at jeg er bleven saa lidet, slet intet har opnaaet. Men nu er det forbi; jeg har glemt det og lever tilfreds i min Fattigdom. Min Ulykke er, at jeg er født i Middelstanden, for hvilken jeg ikke passer.«
Ord som disse er stærke Vidnesbyrd om den Trolddom, Byrons[XXX] Skygge endnu udøvede over de ledende Personligheders Sind.
højresiderne i kapitel 5 har i førsteudgaven klummetitlen »Paavirkning af Byron.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Det unge Tyskland.«.
(ty.) 'storm og pres'; betegnelse for en ungdomsoprørsk strømning i 1770'ernes tyske litteratur. Karakteristisk er store udadrettede følelser, dramatiske handlingsforløb og landskaber som opposition til rationalismens og oplysningstidens franskinspirerede litteratur.
(ty.) Junges Deutschland; en tysk litterær bevægelse, der med idemæssigt udspring i den franske Julirevolution 1830 søgte at gøde jordbunden i Tyskland for tanker om borgerrettigheder og en fri forfatning. Navnet Junges Deutschland anvendte publicisten Ludolf Wienbarg i sine forelæsninger, trykt under titlen: Aesthetische Feldzüge. Dem jungen Deutschland gewidmet, 1834. Betegnelsen fik stor udbredelse takket være den tyske forbundsdags forbund af 10.12.1835, som anvendte udtrykket.
GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 369): »Syv og tredive Sørgeskud! jeg spørger, hvem og hvad de gjaldt? / Er det syv og tredive Sejre, som han vandt før nu han faldt? / Er det syv og tredive Saar, som Helten bærer paa sit Bryst? / [...] / Syv og tredive Aar det er, som Hellas græder over nu. / Er det Aarene, du leved? Ingen græder over dem. / Evigt lever disse Aar i Ærens lyse Straalebræm. / Sangens Ørnevinger bær dem, der med aldrig trættet Stigen, / susende igennem Tiden, vækker store Sjæles Higen. / Nej, for andre Aar jeg græder, Aar, som du har ikke levet, / for de Aar, hvor du for Hellas var en Drot og Fører blevet. / Slige Aars og Dages Tab forkynder Skytsets Tordenskrald: / hvilke Sange, hvilke Kampe, hvilke Vunder, hvilket Fald! / Heltedød med Sejerstummel i det stormede Byzanz, / for din Fod den græske Krone, om dit Haar en Frihedskrans!«; sammensat citat fra Wilhelm Müllers digt »Byron«, 1824 Müller 1994, 1:228-229.
citat fra det 44. brev i Ludwig Börnes essayistiske samling Briefe aus Paris 1830-1831, 1832 Börne 1964, 3:247-248.
citat fra det 44. brev i Ludwig Börnes essayistiske samling Briefe aus Paris 1830-1831, 1832 Börne 1964, 3:248.
citat fra det 44. brev i Ludwig Börnes essayistiske samling Briefe aus Paris 1830-1831, 1832 Börne 1964, 3:248-249.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik