a. Kvaler og inspiration

Forelæsningerne, som ligger til grund for Naturalismen i England, blev holdt i foråret 1874 og – efter et udlandsophold i Tyskland – i april og oktober 1875. Bindet udkom 12.11.1875. Brandes fortæller selv, at samlingen af materialet foregik under ”de ugunstigste Betingelser”, idet han var indlogeret i et lille værelse hos sine forældre i Krystalgade i København med udsigt til en gårdmur og med en klaverlærers konstante ”Larmhelved” i baggrunden (Brandes 1907:154). 1875 var et år, hvor Brandes’ ægteskabskvaler forværredes, og han plagedes af flere småsygdomme, såsom let difteri (strubehoste) og en lammelse af ganen, der gjorde det vanskeligt at tale (Brandes 1907:174). Et håb om en åbning i den fastlåste situation omkring Brandes’ aldrig besvarede ansøgning til universitetet synes at vise sig i 1875, idet en ny kultusminister, J.C.H. Fischer (1814-1885), blev indsat i J.B.S. Estrups regering. Fischer blev opfattet som ”fritænker”, da han levede i et uægteskabeligt forhold. Men håbet om en mere overbærende holdning til Brandes’ person og hans ansøgning blev snart skudt i sænk, da en af hans gamle modstandere, Sjællands biskop Hans Lassen Martensen, blandede sig i sagen.

Der var dog et lyspunkt. Mens Brandes arbejdede med det engelsksprogede stof, sørgede Gyldendals direktør Frederik Hegel for, at Brandes kunne stifte kulturtidsskriftet Det nittende Aarhundrede: Maanedsskrift for Literatur og Kritik (udgivet 1874-1877), hvor han og broderen Edvard var redaktører. Tidsskriftet var tænkt som en kanal for den liberale og antiklerikale kulturkamp, der også er skrevet ind i Hovedstrømninger. I et af numrene trykte Brandes et essay om den engelske digter Percy Bysshe Shelley (Brandes 1875b), som blev set som en fortaler for netop sådanne progressive holdninger. Essayet var baseret på det to-timers foredrag, som Brandes havde holdt om digteren i Studenterforeningen i april. Mens de fleste danske læsere ville nikke genkendende til forfattere som Walter Scott og Lord Byron, så var Shelley så godt som ukendt, og hans digtning var kun oversat til dansk ved nogle få og sporadiske eksempler. Derfor blev Brandes’ foredrag i Studenterforeningen da også fejlagtigt slået op som omhandlende ”Schelling” (Brandes 1907: 174), dvs. den tyske romantiker og filosof, der var langt bedre kendt i Danmark.

Det er øjensynligt først meget tæt på udgivelsen af Naturalismen i England, at Brandes stiftede bekendtskab med mange af de digte, som han behandler i bindet. Han var dog allerede bekendt med flere af forfatterne i større eller mindre grad. En dagbogsoptegnelse viser, at Brandes f.eks. i 1861 havde læst en biografisk artikel om Shelley i Fædrelandet (Dagbog 1861:100). Men det var det personlige møde med den engelske kritiker og forfatter Edmund Gosse (1849-1928), som blev afgørende for udformningen af Naturalismen i England. Gosse, som havde lært sig dansk og var interesseret i skandinavisk litteratur, besøgte mange danske forfattere og tog kontakt til Brandes i København i maj 1874. I Levned tilskriver Brandes selv møderne stor betydning: ”Gosses Besøg gav mine Studier i engelsk Poesi en ny Indvielse. Den Begejstring, han nærede, slog Funker i mig” (Brandes 1907:157). De to mænd indgik en aftale om at læse deres respektive nationale litteraturer højt for hinanden. Gosse fortæller om morgenmøderne med Brandes, at han bl.a. reciterede Shelley, William Wordsworth og A.C. Swinburne for danskeren. Især erindrer Gosse en episode, da han fremførte Shelleys ”Ode to the West Wind”, som Brandes på det tidspunkt ikke kendte. Oplæsningen gjorde, at Brandes ”shivered with pleasure” [skælvede af fryd] og ved den sidste linje kastede sig tilbage i sofaen som i trance over digtets skønhed (Gosse 1911:288-289). Brandes skulle senere referere til denne ode som Shelleys ”mægtigste Digt” (Brandes 1875a:324-325).

Det var Gosse, der gav Brandes indsigt i, hvordan de britiske forfattere generelt blev anset og bedømt. Han gav også Brandes incitamentet til at revidere denne kanon. I sit Levned skriver Brandes således, at Gosse ”var den første, som lærte mig, hvor højt det moderne Englands Kunstnere satte Shelley, Keats og Coleridge over Byron, og hvor stærkt Borgerstanden foretrak Wordsworth for ham” (Brandes 1907:157). I Brandes’ opgør med spidsborgerligheden i Naturalismen i England er det netop Byron, der får lov til at træde i forgrunden, og Wordsworth nedvurderes.

b. Det engelske sprog

Hvis analysen af det britiske materiale får mindre opmærksomhed – målt i bogsider – end den tyske og franske litteratur, så er det i en vis udstrækning en konsekvens af den generelt lavere påvirkning, som engelsksproget litteratur havde i Danmark i 1870’erne i forhold til tysk og fransk. I anden halvdel af 1800-tallet udkom der dog et stigende antal danske oversættelser fra engelsk, både af den romantiske og af den samtidige litteratur (se Downs 1948).

Et spørgsmål, som man ikke kan komme udenom i den forbindelse, er Brandes’ forudsætninger for at skrive Naturalismen i England. Hans engelskkundskaber var begrænsede. Han havde ikke som en del af sin skolegang fået undervisning i sproget, da fransk og tysk traditionelt var de almindelige fremmedsprog i Danmark. Der var dog en stigende anerkendelse af det engelske sprogs vigtighed. I 1851 fik Københavns Universitet et professorat i engelsk, som blev besat af den excentriske George Stephens, og i 1864 blev det for første gang muligt at vælge engelsk som valgfag i skolen (Rasmussen 2003:83-84). Selvom Brandes opnåede god engelsk læsefærdighed, var hans beherskelse af det talte sprog mangelfuld. Da han på et treugers besøg i England i 1870 mødte filosoffen og utilitaristen John Stuart Mill, hvis bog Kvindernes Underkuelse Brandes havde oversat til dansk året før, talte de fransk sammen (Nolin 1965:183).

Gosse erindrer fra sit besøg i København, at ”Brandes had a good knowledge of literary English, and was accustomed to the pronunciation, but he did not trust himself to talk” [Brandes havde god indsigt i engelsk litterær sprogbrug og var bekendt med udtalen, men han følte sig ikke sikker nok til at tale sproget]. Derfor talte Brandes dansk, når de to mænd mødtes. Gosse nævner også, at Brandes havde problemer med at forstå metrikken i den engelske lyrik og især var tonedøv for versfoden anapæst (Gosse 1911:169). Tyve år efter udgivelsen af Naturalismen i England, i 1895, bedyrer Brandes for sine tilhørere i The London Authors’ Club: ”Skønt jeg, som De hører, taler Engelsk temmelig daarligt, kan jeg forsikre, at jeg læser det med stor Lethed” (Brandes 1905:428).

I bindet om de britiske forfattere kan man observere, at den del, som Brandes havde brugt til Shelley-foredraget i Studenterforeningen, primært benytter sig af danske prosagengivelser eller parafraser af digterens poesi, så at han ikke ville være forpligtet til at læse alt for mange engelske citater op. Brandes fortæller et sted i sin korrespondance med sin kommende tyske hustru, Henriette Strodtmann, at havde brugt en tysk oversættelse af Shelleys værker, men fandt dog, at digteren var var græsselig på dette sprog (citeret i Nolin 1965:195).

a. En karakteristik af Naturalismen i England

I Naturalismen i England ser vi kulminationen af, hvad Brandes havde lagt op til i det forrige bind, Reactionen i Frankrig, hvor han diskuterer de autoritære ideers tilbagekomst. Naturalismen er den litterære modus, som Brandes anser for at muliggøre den frie tanke. I bindet lægger han derfor ud med at beskrive den politiske situation i Storbritannien ved begyndelsen af 1800-tallet: kirkens og monarkiets tyranni, de etablerede klassers revolutionsforskrækkelse, såvel som de imperialistiske tendenser. Den politiske vælde og kulturelle stagnation fungerer som afsæt for udvalget af forfattere i bindet, og disse forfattere vurderes da også efter deres evne til at gøre op med den herskende klasses politiske magt.

Som nævnt tillægger Brandes Byrons værker (der udkom i perioden fra 1807 til hans død i 1824) en stor politisk og kulturel betydning. Undertitlen på Naturalismen i England, ”Byron og hans Gruppe”, er dog misvisende, idet digterne ikke var en samlet gruppe, og flere af de ældre forfattere var dybt kritiske over for George Gordon Byron. Men med den valgte titel signalerer Brandes sin underliggende dagsorden: Den naturorienterede litteratur fra begyndelsen af 1800-tallet kan ses som en ouverture til Byron, hvis poesi er bogens klimaks. Denne analysemodel, der har et klart endemål for øje, synes at berettige Brandes til at holde Byrons digtning op som en målestok for de andre naturalistiske forfattere igennem bindet på en måde, der altid er ugunstig for dem.

Materialet i Naturalismen i England falder hovedsageligt i to dele, der hverken sidemæssigt eller i Brandes’ bedømmelse af forfatterne er ligeværdige. Den første og korteste del omhandler den første generation af naturdigtere, primært ”Søskolen” (en oversættelse af den indflydelsesrige Edinburgh-kritiker Francis Jeffreys betegnelse ”The Lake Poet School”), som refererer til William Wordsworth, Samuel Taylor Coleridge og Robert Southey, der havde forbindelse til det nordvestlige Englands Lake District. Reelt udgjorde de aldrig en egentlig ”skole” med et fælles program, men de har i Brandes’ optik det tilfælles, at de alle bevægede sig fra radikale sympatier i deres ungdom mod konservative ideologier senere i livet. Med til denne gamle garde regnes også den skotske forfatter Walter Scott.

På trods af disse forfatteres store litterære betydning, står de for Brandes som politiske overløbere og fungerer delvist som en optakt til den anden del af bindet, hvor den yngre generation af digtere behandles. Den første af de unge digtere er John Keats, som efterfølges af et kapitel om den irske Thomas Moore, der anses for at være erotisk digter, men hvis politiske rebelskhed giver Brandes anledning til en lang historisk udredning om det irske oprør i starten af 1800-tallet. I den kulturhistoriske udvikling, som Brandes beskriver, bygges der op til et crescendo via den kontroversielle digter Shelley, og bindet kulminerer med en 170 sider lang behandling af Byron. At Byron måtte få en sådan prominent plads i Hovedstrømninger, var allerede foregrebet i Reactionen i Frankrig:

Med Napoleon var den positive Storhed falden, de virkelige Helte for en Tid forsvundne fra Jorden. Den menneskelige Beundring var tom som en Piedestal, hvis Statue er bleven den berøvet. Lord Byron besatte paany den tomme Plads med sine Heltes phantastiske Storhed. Napoleon havde afløst Werther, René og Faust, Byrons prometheiske og desperate Helte afløste Napoleon. Han stemte vidunderligt med Tidens Trang (Brandes 1874:348).

b. Litteraturhistorisk metode: Hippolyte Taine

Det var en almindelig tendens i 1800-tallet at knytte litterære studier til historisk empiri og overlade æstetikken til filosofien. Brandes’ litteraturkritiske metode lægger sig op ad den franske kritiker Charles-Augustin Sainte-Beuve (1804-1869), der især er forbundet med en biografisk tilgang til litteraturen. I forbindelse med Byron dyrker Brandes dog en overdrevent beundrende betragtningsmåde, der adskiller sig noget fra Sainte-Beuve.

Den anden store inspirationskilde er Hippolyte Taine (1828-1898), som Brandes havde forsvaret i sin doktordisputats (1870), og som han både korresponderede og mødtes med. I fjerde bind af Taines Histoire de la littérature anglaise [Den engelske litteraturs historie], der udkom i 1864, beskrives den tidlige 1800-talslitteratur som en del af ”l’âge moderne” [den moderne tidsalder], som ikke blot indebærer et brud med nyklassiske former i poesien, men også en opblomstring af nye revolutionære tanker. Det er den samme forståelsesramme, som vi finder hos Brandes. Mange af de litterære figurer er også de samme, og den største poet, som al digtning i begyndelsen af 1800-tallet peger frem imod, er Byron, der som den eneste får sit eget kapitel i Taines behandling af perioden.

Den systematiske litteraturkritik som Brandes implicit gør brug af i sin analyse, kan også spores tilbage til Taine. Det er de tre hovedprincipper for forståelsen af litterær produktion: race (nationalkarakter), milieu (forfatterens miljø) og le moment (de historiske tidsforhold). Ud fra de tre parametre skulle man kunne forstå forfatteren, såvel som den nationale tradition, som forfatteren er del af. Brandes udvider dog det litteraturkritiske spænd, for hvor Taine ser det litterære produkt som det endelige resultat af de tre forhold, lægger Brandes vægt på, hvordan værket sælger, påvirker og inspirerer efterfølgende. Brandes bedømmer værkerne ud fra deres evne til at skabe politisk debat, hvilket er et kriterium, der adskiller sig fra Taines mere apolitiske kritik (se Levin 1963:13-14; Wellek 1968:359).

Inden for det Taineske paradigme giver Brandes race en del opmærksomhed. Det er således begreber som ”Natursubstansen” og ”Folkepsychologien” i Storbritannien, som Brandes mener, at Walter Scott søgte at indfange med sit ”Opdagerblik” i sine historiske romaner (Brandes 1875a:183). Disse nationaltræk er delvis et resultat af klimatiske og arvemæssige forhold. F.eks. beskriver Taine Byrons rebelske instinkt som rundet af det kolde klima i nord: Det prægede hans stolthed, gav hans forestillingsevne en vildhed, skærpede hans appetit for ødelæggelse og fostrede en galskab som den, der havde drevet de skandinaviske bersærker, der havde erobret og bosat sig i England (Taine 1864:528-529). Også Brandes refererer til Byrons skandinaviske aner, når han ræsonnerer, at digteren valgte at blive befalingsmand i den græske uafhængighedskrig, fordi ”Vikingeblodet i hans Aarer undte ham ikke Ro, før han selv var bleven en Vikingekonge som hine Normanner, fra hvem han stammede ned” (Brandes 1875a:479-480).

Taine fik en del opmærksomhed i Danmark i anden halvdel af 1800-tallet. Hans analyse af Alfred Lord Tennyson og Alfred de Musset blev oversat af Rudolf Schmidt til udgivelse i Fortællinger og Skildringer (1867), og da Brandes begyndte at skrive Naturalismen i England, er H. S. Vodskovs oversættelse af Taines Den engelske Litteraturs Historie allerede under udgivelse (4 bd., 1874-1877).

I det hele taget er litteraturhistorier à la Taine i høj kurs i Danmark i perioden. Julius Paludan udgav f.eks. Udsigt over den franske Nationallitteraturs Historie i 1874, og del af den samme historie er at finde i Frankrigs Litteratur i det attende Aarhundrede (1876), som er et udsnit, H. Schwanenflügel havde oversat fra Hermann Hettners ansete Literaturgeschichte des achtzehnten Jahrhunderts (1856-1870). Metodisk inspirerer Taine også andre end Brandes i det danske kulturlandskab, bl.a. professor i litteraturhistorie Valdemar Vedel (1865-1942) og særlig i de værker, der omfatter middelalderens kulturidealer.

c. Den fysiognomiske tilgang

Et andet, men overset stykke værktøj, som Brandes låner hos Taine, er den fysiognomiske tilgang til analysen af forfatterskaberne. Det er en idé om, at en digters fysiske fremtoning afspejles i hans værk. Histoire de la littérature anglaise indledes med en lang passus om, hvorledes den indre mand kan læses i den ydre, hvilket leder op til formuleringen af de tre elementer for litteraturanalysen beskrevet ovenfor.

Den fysiognomisk-orienterede litteraturkritik begrænser sig ikke til Taine, men er et tema i både den franske, tyske og engelske kritik op igennem 1800-tallet (Tyler 1982:82-122). Brandes indleder flere gange sine forfatterportrætter med beskrivelse af digterens ydre som en indgang til at forstå værkernes anatomi. F.eks. erfarer vi, at Keats’ ”Udseende svarede til det Indtryk man nu faaer af hans Poesi”. Brandes beskriver den ”jordiske og tungfodede Keats” som havende ”et bredt kraftfuldt Bryst med stærke Skuldre […] Øinene store, glødende mørkeblaae og glimtende ved stærk Sindsbevægelse” (Brandes 1875a:203-204). Dette kan man sammenholde med Brandes’ skildring af ”Sandseligheden” i Keats’ digtning, der fremstår som ”gediegen og tung” (Brandes 1875a:208) og udtrykker nydelsen af alle de indtryk, de fysiologiske sanser kunne opdage (Brandes 1875a:210-212).

I modsætning til Keats finder man ”den ætheriske og kvindelige Shelley”, som er en ”slank, fin og smalskuldret Skikkelse” (Brandes 1875a:203) og har et øje, der er ”kvindeligt og næsten seraphisk i sit Blik” (Brandes 1875a:307). Dette går godt i spand med Shelleys poesi, i hvilken hans helt Alastor er ”Vindenes og Luftens Aand med lysende Øine, frisk Aandepust og lette Fødder” (Brandes 1875a:315). Men som Brandes noterer i det forord, han skrev til Johannes Magnussens oversættelse af Shelleys The Cenci, er der en modsætning mellem den fysiske digter og den inspiration, som han skal bruge til at ændre verden. Shelleys ”fine og skrøbelige Legeme” formåede ikke ”at bære hans exalterede Indbildningskraft”. Dette gør Shelley uegnet til at bære fanen for den politiske omskiftning, verden har ventet på, og han går til grunde som en af ”Fantasiens Martyrer” (Brandes 1878a:iv).

I Naturalismen i England er der dog også eksempler på stærke digtere, som har robusthed og tæft. Den irske nationalpolitiske digter Thomas Moores pande beskrives f.eks. som ”stor og straalende” og ”saa interessant, at den maatte sætte en Phrenolog i Henrykkelse” (Brandes 1875a:238). Portrættet af Byron, hvis digte indvarsler et kulturelt og politisk stormvejr over det forstenede Europa, indledes med en reference til Bertel Thorvaldsens buste af digteren (fra 1821), som Brandes noterer sig, at billedhuggeren har givet en pande, over hvilken det var som ”kunde der lægge sig Skyer […] og Lyn udgaae fra disse Skyer, og i noget Voldsomt ved Bryn og Blik” (Brandes 1875a:358).

Med Taine som sin intellektuelle mentor lægger Brandes vægt på, at forfatternes liv er en hovedkilde til at forstå værket. Når det kommer til bedømmelsen af et forfatterskabs litterære kvaliteter, kæder Brandes ufravigeligt dette sammen med en evaluering af forfatterens biografi. Da det er Brandes’ formål at tegne et billede af de store poeter som samfundsrevsere, der i sagens natur nødvendigvis må være kontroversielle i deres egen tid, sættes der næsten lighedstegn mellem en forfatters modgang og potentialet til at skabe den store kunst. De primære eksempler på dette er Shelley og Byron, der måtte kæmpe med omverdenens fordømmelse, såvel som Keats, hvis smukke vers blev skrevet ”under store Kvaler” (Brandes 1875a:221).

I den anden lejr finder man Coleridge og Wordsworth, som Brandes ønsker at pille ned fra deres piedestal. Coleridge var ”villieløs” og ”som et Barn lod [han] sit Liv conservere af Andre” (Brandes 1875a:131), derfor løfter hans digte sig ikke. Wordsworth skildres som en digter, der lever et ”idyllisk og beskyttet Liv” (s. 79) uden nogen eksterne begivenheder ”til at opflamme Lidenskaben i hans Poesi” (s. 80). Her undlader Brandes dog at nævne Wordsworths ophold i Frankrig under Revolutionen og de økonomiske problemer, der tvang ham til at vende hjem. Der er altså tale om en vis selektion i udvælgelsen af biografisk materiale. Det er således ikke tilfældigt, at Brandes i stedet vælger at fokusere på anekdoter om den konservative Wordsworths påståede selvoptagethed og diverse stjernenykker. Det tangerer et karaktermord, der fungerer legitimerende for Brandes’ kritik af digterens begrænsede litterære meritter. Heri er Brandes hjulpet af Edinburgh-professoren David Massons Wordsworth, Shelley, Keats, and Other Essays (1874), hvorfra han låner flere af de anekdoter, der gengives i Naturalismen i England, og ligesom Masson (Masson 1874: 34-35, 68) sammenligner Brandes også Wordsworth negativt med den mere rebelske Byron.

Et markant træk, der får Brandes’ tekst til at syne fremmed i forhold til moderne kritisk praksis er, at han til tider låner litterære temaer og billeder fra de værker, som han diskuterer. Et eksempel på dette er overgangen fra den første generation af digtere, som alle havde solgt sig til den samfundsbevarende konservatisme, til de unge, utilpassede digtere (Brandes 1875a:196). Her lægges der ud med en læsning af John Keats’ ufuldendte epos Hyperion (1818-1819), hvorfra Brandes citerer hyldesten til guden Apollo. Med denne indvarsles en ny æra for de olympiske guder, efter faldet af den gamle hersker Saturn og hans titaner, hvilket Brandes tager til sig som et gyldigt billede på indvielsen af en ny tid i 1800-talslitteraturen. Brandes lader også litteraturkritikerens stemme smelte sammen med genstanden, der analyseres, når han beskriver Keats som den nattergal, digteren lader sig betage af i det berømte ”Ode to a Nightingale”: Keats er som en ”straalende Fugl, der hævede sig høit op i Luften fra Wordsworth’s gamle storbladede Steneg.” (Brandes 1875a:201). Dette indfører unægtelig en vis patos i Brandes’ kritik, som Jørgen Knudsen kalder det ”opskruede sprog” i bindet og mener er ”glasur på den klæge kage” (Knudsen 1985:387). Et eksempel på Brandes’ forkærlighed for metaforiske formuleringer er også at finde i referencen til Byrons Childe Harold’s Pilgrimage, Canto III, hvor læseren bliver tilskuer til vandfaldet, der ”i Raseriets hvide Fraade, hvirvlede sig i Malstrømme, splittede … Alt, hvad der stod det i Veien, ja udhulede i Længden selv Klipper” og dog i sin midte frembragte ”en pragtfuldt straalende Regnbue, Harmoniens og Fredens og Frihedslykkens Tegn”. Denne naturbeskrivelse læses allegorisk som indvarsling af de ”bedre Dage for Europa”, der følger i kølvandet på Byrons kraftfulde poesi (Brandes 1875a:527).

d. Naturalismen som begreb

Samtlige forfattere, der tages op i Naturalismen i England, ville i moderne lærebøger falde ind under kategorien ”romantikken”. Men Brandes ønsker at gruppere dem under begrebet ”Naturalismen”. Af alle Brandes’ litterære termer er dette nok den definition, der oftest har skabt undren og altid kræver forklaring, når den nævnes. Det skyldes, at ”naturalisme” i dag næsten automatisk forbindes med den litteraturtilgang, der udspringer fra Émile Zola og bl.a. kommer til udtryk i hans Les Romanciers naturalistes [De naturalistiske romanforfattere] (1881), hvor den moderne litteratur er karakteriseret ved fremstillingen af realistiske sociale og psykologiske handlingsforløb. At denne forbindelse er kommet i stand, har sammenhæng med, at man senere har knyttet naturalismen til det moderne gennembrud i skandinavisk litteratur efter 1870, hvor Brandes var en nøglefigur.

Men hvad mener Brandes med begrebet, da han oprindelig tog det i brug? Han kommenterer i Det moderne Gjennembruds Mænd (1883), at naturalisme er et ”meget omfattende Ord” og kan indeholde både den ”sarteste Alfemelodi” af Shelley og de prosaiske scener hos Zola (1883:398). Men som Zolas begrebsforklaring vandt frem og fik slagkraft, skærpede Brandes forskellen mellem disse. I forordet til 5. udgaven af Hovedstrømninger skriver han, at begrebet Naturalisme ”dannedes af mig et Tiaar, før Zola indførte den i Frankrig og i en helt forskellig Betydning fra den, jeg havde givet den: Kærlighed til Naturen” (Brandes 1923:4).

Bertil Nolin har foreslået, at Brandes’ naturalismebegreb er et lån fra de tyske litteraturhistorikere Rudolf Haym, Herman Hettner og Julian Schmidt, som han refererer til i Den romantiske Skole i Tydskland (Nolin 1965:192). I Naturalismen i England fokuserer Brandes imidlertid på ”Kærlighed til Naturen” som en modpol til det etablerede samfunds tillærte orden og politiske undertrykkelse. I denne betydning trækker han på Jean-Jacques Rousseaus idéer om, at mennesket har det bedst i sin naturtilstand: ”[o]verført paa Samfundet bliver Naturalismen, som allerede hos Rousseau, revolutionær” (Brandes 1875a:19). Naturen bliver forløsende for den frie tanke, hvorved Brandes’ naturalismebegreb kan antage en række overlappende betydninger. Brandes opsummerer henimod slutningen af bindet, at de britiske forfattere ”foretrak Skoven for Haven, Naturmennesket for Salonmennesket, og Lidenskabens oprindelige Udtryk for dens tillærte Sprog” (Brandes 1875a:483). Det er værd kort at udlægge disse tre elementer her for at forstå, hvilken betydning Brandes tillægger naturalismen som litterær retning.

Hvor den tyske romantik var præget af det overnaturlige, og den danske centrerede sig om genopdagelsen af det oldnordiske, er nationalkarakteren i Storbritannien at ”tilbede … Naturen” (Brandes 1875a:12-13). Herunder hører en interesse for landskabet, for havet (ikke unaturligt for en søfarende nation) samt en varm forkærlighed for dyreverdenen (Brandes 1875a:12-25). Men der er ikke tale om blot en reproduktion af fysiske objekter som i et landskabsmaleri. Naturobservationerne filtreres igennem en højt udviklet ”Sandselighed” (dvs. evne til at føle og fornemme), som han mener, man kan se det hos Moore og Keats. Brandes identificerer en sværmerisk ”Pantheisme” både hos Wordsworth (s. 62-63), Keats (Brandes 1875a:210) og Shelley (Brandes 1875a:307). Hos Wordsworth er der således tale om en reaktivering af mystikerens forståelse af ”Naturens Poesi” i digtningen (Brandes 1875a:87). Dette er resultatet af en forskydning af den traditionelle kristendom til en naturmystik, som Brandes sporer tilbage til Spinoza og Jakob Böhme (Brandes 1875a:55). Denne læsning bliver introduceret allerede i Den romantiske Skole i Tydskland, hvor Brandes beskriver, hvordan naturen erstatter religionen (Brandes 1873:124-25 og 239-40). En sådan forskydning er senere blevet kortlagt af den amerikanske kritiker M.H. Abrams under overskriften Natural Supernaturalism (1971), hvilket er titlen på hans indflydelsesrige tese om både den tyske og engelske romantik.

Brandes’ betegnelse ”Naturmennesket” forstås måske bedst ved at læse hans beskrivelse af Wordsworths ”naturalistiske Lidenskab” for de ”Bønder eller Landboer”, der lever med og af naturen (Brandes 1875a: 103). Som Wordsworth udtrykker det i sit skelsættende ”Preface” til Lyrical Ballads (1802), er det bønderne, der er tidens virkelige filosoffer, idet de er i tæt kontakt med naturen og lærer af den. Netop derfor imiterer Wordsworth en ”naturlig Prosadialog” (Brandes 1875a:58), der (i modificeret form) efterligner det sprog, som tales af ”Almueklassen paa Landet”. Afmontering af den kunstige og opstyltede nyklassiske digtestil betegner Brandes som ”denne Naturalismes yderligste litterære Consequents” (Brandes 1875a:105). Brandes ser som fællestræk for forfatterne i Naturalismen i England, at de bryder med salondigtningen og de stringente nyklassiske rimmønstre, der var dominerede hos digteren Alexander Pope (1688-1744), og den ”stive Kunstskole”, der havde ”parfumeret Luften med Affektation” i 1700-tallet (Brandes 1875a:314). I forlængelse af dette lader Brandes til tider sine ideer om kærlighed til naturen afspejle sig i den måde, hvorpå han forstår forfatternes æstetik: Thomas Moores Irish Melodies beskrives f.eks. som digte, der kan ”mumle som Havets Bølger og med et Naturelements uimodstaaelige Magt” (Brandes 1875a:263). På den anden side insisterer Brandes også på, at naturskildringerne hos naturalismens forfattere ikke alene er aftegninger af følelser, men at de også er naturtro, ja endda ligefrem videnskabeligt nøjagtige. Således ser han hos Walter Scott ”Naturskildringer”, der er så nøjagtige, at en ”Botaniker ville kunne lære Stedets Vegetation at kjende igjennem dem” (Brandes 1875a:13).

Selvom Brandes senere insisterede på at adskille sit eget begreb om naturalismen fra Zolas hyperrealisme, opfatter han dog de britiske forfattere som forkæmpere for realismen i litteraturen. I forbindelse med Wordsworths ”She was a phantom of delight” lovpriser han eksempelvis digtets fremstilling af et “ægte naturalistisk Ideal af den engelske Kvindetype” (Brandes 1875a:78), dvs. at hendes skønhed ikke er mytologiseret eller unødigt forskønnet. Det er også realisme i litteraturen, der hentydes til, når Brandes overtager den skepsis, som Taine forbeholdt sig overfor Scotts populære historiske romaner. F.eks. nævner Brandes romanserien Tales of the Crusaders, og specifikt The Talisman (1825), som værker, der ikke er virkelighedstro, men ”Leiebiblioteksromaner om Korstogenes Eventyrlande og eventyrlige Bedrifter” (Brandes 1875a:193). Kontrasten er Byron, som har et ”umiddelbart Klarsyn”, der kan ”ane Alt hvad Videnskaben søger og fastslaaer” selv i en tid, før naturvidenskaberne for alvor vandt frem (Brandes 1875a:195-196). Videnskabelighed, som Brandes forstår den, hænger sammen med modet til at tage forældede vrangforestillinger om verden op til revision. Her tænkes der ikke mindst på Byrons afstandtagen fra kristendommen (Brandes 1875a:447). Det falder i tråd med Brandes’ egen hårde linje over for kristendommen.

I Brandes’ begrebsbrug er termen ”romantik” forbeholdt den litteratur, der henter inspiration fra middelalderen og dens overnaturlige romancedigtning. Således er det for Brandes ”Natursandheden” hos Wordsworth, der adskiller ham og de andre britiske forfattere fra den tyske romantik, der svælger i det ”Overnaturlige eller Phantastiske” (Brandes 1875a:88). Eksempler på det overnaturlige kan dog også findes i det engelske materiale, som Scotts semi-gotiske Lay of the Last Minstrel og de trolddomsagtige drømme i Coleridges ufuldendte Christabel (Brandes 1875a:118). Brandes ser Coleridge som hovedeksponent for en ”romantisk-phantastisk” digtning, som ”hverken fremstiller et energisk levet personligt Sjæleliv eller gjenfremstiller Iagttagelser fra den omgivende Verden” (Brandes 1875a:128). Coleridge låner fra de tyske romantikere, som Brandes havde kritiseret i det forrige bind af Hovedstrømninger, og fremsætter derved ”en abstract videnskabelig Protest mod Oplysningsperioden”. Brandes ser rationalismen som et særkende for den engelske nationalånd, hvor den empiriske filosof David Hume (1711-1776) er fanebærer. Inden for den ramme er Coleridges digtning er ligefrem betegnet som ”uengelsk”, idet han gør sig ”Repræsentant for Datidens tydske Philosophi”, som står ”i Modsætning til den engelske Videnskabs experimentale Charakter” (Brandes 1875a:11). På samme måde er Scotts drømme og profetier ”det Uhyggeliges Romantik”, som man kan finde det i Tyskland hos Novalis eller Hoffmann (Brandes 1875a:175).

Brandes er også skeptisk overfor Southeys ”udvortes Romantik”, der gør brug af ”al Arabiens Overtro og alle Orientens mest phantastiske Drømme” (Brandes 1875a:144). Brandes’ specialiserede anvendelse af termen ”Romantik” er ikke usædvanlig for hans tid, men den afviger fra Taine, som refererer til de samme britiske forfattere, som Brandes tager op, med termen ”L’école romantique” [den romantiske skole]. Brandes fjerner sig også fra danske fortilfælde, hvor litteraten Knud Lyne Rahbek, i en artikel til Tilskueren i 1820, f.eks. havde betegnet Byron, Scott og Moore som ”romantikere”, i modsætning til de ”classiske Digtere fra Dronning Annas Tid” (citeret i Nielsen 1976:281).

Selvom forfattere bekender sig til en virkelighedstro beskrivelse af naturen, vurderer Brandes det forskelligt afhængigt af, hvad de skatter i naturen, og hvordan de videreformidler det til læseren. F.eks. sammenkæder Brandes det rebelske i Byrons temperament med hans landskabsskildringer i Canto III fra Childe Harold’s Pilgrimage. Ifølge Brandes ser man her, at Byron elskede naturen i dens vrede, hvilket står i modsætning til Wordsworths forkærlighed for naturen i dens ro (Brandes 1875a:423). Brandes peger her på en forskel, hvor han med fordel kunne have citeret Byrons linje fra Canto II, nr. 37: “she [Nature] is fairest in her features wild” (Byron 1833:81). Men Brandes’ skelnen mellem de to digtere bør kvalificeres i den forstand, at Canto III, nr. 65-109 også indeholder en filosoferen over naturen i dens ro, mens vi flere gange hos Wordsworth finder beskrivelser af vilde og sublime landskaber.

Hvis vi forstår Brandes’ bind som en generel oversigt over britiske forfattere i begyndelsen af 1800-tallet forfattere, er ”Naturalismen” for snæver og for politiserende en ramme til fuldt ud at repræsentere tidens litteratur. Som litterært begreb skal det nærmere ses som et nøje udvalgt fokus, der er kendetegnende for en del af forfatternes produktion. ”Naturalismen” er et ideal, som Brandes ønsker at bruge til at afsige dom over forfatterne alt efter, hvor godt de udfylder dets potentiale. Samtidig udstikker han en udviklingshistorie, der peger på Byron som den litterære figur, al anden tidlig 1800-talslitteratur skal vejes op imod.

e. Den frie tankes store fortælling

I indledningen til første bind af Hovedstrømninger havde Brandes brugt den klassiske teatrum mundi-metafor til at beskrive det skift, som Byron bebuder: Napoleonskrigene er skuepladsen, hvor denne digter ”frembringer Omslaget i det store Drama”, og da denne store digter falder i den græske frihedskrig, gør hans ”Heltedød” et ”uhyre Indtryk paa alle Continentets Forfattere” (Brandes 1875a:13). Byrons poesi, og især digtet Don Juan, er naturalismens kulmination, en trompetfanfare for den vækkelse, der bringer den tabte oprørsånd tilbage i europæisk kulturhistorie. I dette drama kan man ane en hegeliansk tankegang (Ahlström 1937:36-37), og der er en klar retning: bevægelsen mod den frie tanke. Det er Brandes’ store fortælling, som det følgende afsnit vil diskutere og vurdere.

I Hovedstrømninger følger vi den europæiske ånd, der bevæger sig fra revolution i slutningen af 1700-tallet til reaktion i begyndelsen af 1800-tallet for så at vende om og igen skue mod friheden. I miniature er det samme bevægelse, som Brandes belyser i den britiske litteraturhistorie. Den tidlige Søskole starter med radikale intentioner, men bliver hurtigt antirevolutionær og bagstræberisk. Den Søskole-forfatter, der får den hårdeste medfart, er Robert Southey. Brandes indleder med en karakteristik af hans unge år som ”frisindede” (Brandes 1875a:141), men dette frisind forstummer – ikke mindst da han accepterer stillingen som Poet Laureate (officiel hofdigter), hvilket betød, at han blev ansat til at skrive ”Smigerhymner” til kongehuset (Brandes 1875a:51). Året 1822 er et vendepunkt, hvor Byron med sin bidende satire The Vision of Judgement træder frem for offentligheden og leverer ”guddommelige Contrahug” til Southeys servile digtning (Brandes 1875a:149). Southey var et åbenlyst offer for Brandes’ kritik af levebrødsforfattere, der tjente eliten. Når han bemærker, at Southey var ”henvist til at leve af sin Pen og skrev saaledes nødtvungen Meget” (Brandes 1875a:140), ligger det ikke langt fra den vurdering, der prægede modtagelsen af digteren efter hans død. Omkring år 1900 skrev den berømte engelske kritiker Leslie Stephen f.eks. positivt om Southeys karakter, men kritiserer ham for at være for mekanisk i sin digtekunst, hvilket bevirker, at hans værker hverken indeholder dyb refleksion eller megen kunstnerisk værdi (Stephen 1902:45-85).

Af den ældre generation er Walter Scott den af forfatterne i bindet, der opnåede den største kommercielle succes, og som den eneste er hans renommé bygget på prosatekster. Hans romaner var oversat til de fleste europæiske sprog, i Tyskland ligefrem gennem velorganiserede ”oversættelsesfabrikker”. I Danmark udkom Scotts romaner i flere konkurrerende oversættelser og blev genudgivet i flere omgange. Naturalismen i England er således omkranset af to fremstød af Scott-romaner i dansk oversættelse, i 1855-1871 og igen et i 1880erne (Eriksen 1976:108-112). Brandes skriver dog på et tidspunkt, hvor Scotts ry som seriøs forfatter var i frit fald. Hans popularitet havde gjort ham til allemandseje, og i takt med at finlitteraturen vendte sig fra romantik til realisme, blev Scotts romaner betragtet som bedst egnede til billig underholdning. Det er Brandes tydeligvis enig i, men det er Scotts politiske konservatisme, som han finder mest frastødende. Scott skrev historiske romaner, der måske nok omhandlede de voldsomme religiøse og politiske konflikter, der havde præget Skotlands fortid, men handlingsforløbene lægger vægt på forsoning og vejen til den fredelige nutid. Scotts støtte til samtidens regering, kirke og britiske union faldt i god smag hos den brede læserskare og konservative kritikere.

Men en sådan forherligelse af den politiske status quo strider imod Brandes’ ideal for litteraturen som polemisk: Scott var “i religiøs Henseende som i politisk og poetisk endnu ikke naaet til Personlighedens Frigjørelse fra de tilfældige Traditioner, i hvilke den fra Fødselen af er holdt bunden”. Derfor falder hans romaner for Brandes’ ”Lov” om, at det, der ikke er kontroversielt i samtiden, uundgåeligt vil forekomme ”trivielt og bornert” for den næste generation. Da Scotts historier skabte almen ”Glæde” snarere end rebelsk refleksion, så må han overlade ”den yngre Digterslægt en uløst, men af Historiens Gang tydeligt betegnet Opgave” (Brandes 1875a:1875a:190-191). Brandes anså altså ikke Scotts enorme popularitet og hans mange imitatorer for at være noget, der bragte kulturen videre i hverken Europa eller Danmark. I Emigrantlitteraturen angriber Brandes B.S. Ingemanns historiske romaner, som han betegner som tilhørende ”en fra Skotland indført uheldig og nu opgiven Genre, den historiske Roman, som frembragt af en fuldblods Tory var udgaaet fra en Aandstilstand, der havde alle sine Idealer i Fortiden ligesom vor” (Brandes 1875a:22). Brandes’ irritation over den historiske romans popularitet rækker øjensynligt længere tilbage end Hovedstrømninger, for allerede i oktober 1867 skulle han have takket ja til forfatteren Rinna Hauchs middagsinvitation under den forudsætning, at hun lovede, at Scott ikke vil blive diskuteret (Fenger 1955:308).

Traditionelt har man talt om en kanon blandt engelsksprogede romantiske digtere bestående af “the big six”: Wordsworth, Coleridge, Keats, Shelley, Byron og William Blake. Denne kanon (som i det 21. århundrede er kommet under betydeligt pres) er praktisk talt den samme, som vi finder hos Brandes, dog med udeladelse af den engelske digter og maler William Blake (1757-1827). Dette er næppe overraskende, for på trods af en øget opmærksomhed omkring Blakes forfatterskab i hans hjemland op igennem anden halvdel af 1800-tallet, blev han som forfatter stadig anset for at være perifer og hans forfatterskab kanoniseredes først i anden halvdel af 1900-tallet. Den første danske oversættelse af Blake kom i 1897 (tre naturdigte), og en vedholdende kritisk interesse for Blake i Danmark begyndte først at manifestere sig i 1930’erne (Rix 2018). Det kunne have været interessant at se, hvorledes Blakes livslange radikalisme ville have rykket ved Brandes’ skel mellem første og anden generation af digtere, idet Blake debuterede før Wordsworth og overlevede både Keats, Shelley og Byron. Det er dog sandsynligt, at Brandes (parallelt med hans analyse af Shelley) ville have fundet Blakes profetiske stil for æterisk og hans digtning for ukendt til at spille nogen større rolle i Naturalismen i England.

Den første af den yngre generations digtere, der i Brandes’ optik progressivt leder frem mod Byrons opgør med spidsborgerligheden, er John Keats (1795-1821). Det er dog ikke let for Brandes at få Keats til at passe ind i det historiske skema, idet hans digtning er ”1’art pour 1’art” (Brandes 1875a:22) og ”ren Kunst” (Brandes 1875a:209), der leverer sanseindtryk, men som nærmest er blottet for mening. Keats dør dog tidligt, og Brandes kan derfor ikke sige, i hvilken politisk retning han ville være gået, hvis det ”verdensfremmed[e] Barn” havde nået sin manddom (Brandes 1875a:220-22). Brandes nævner dog Keats’ forbitrede digt ”Til Haabet” samt forholdet til det radikale miljø i England, herunder den radikale tidsskriftsredaktør Leigh Hunt (Brandes 1875a:220). Keats’ politiske og sociale engagement var på Brandes’ tid kun sjældent berørt, og en egentlig fokuseret kritisk opmærksomhed er først kommet meget senere med f.eks. Marilyn Butlers skelsættende Romantics, Rebels and Reactionaries (1981), og senere Jack Silers Poetic Language and Political Engagement in the Poetry of Keats (2008).

Den næste digter i kronologien er ireren Thomas Moore (1779-1852), der ikke er meget læst i dag, men hvis værker vakte en del interesse i Danmark. Flere af hans digte blev oversat (se Eriksen 1976:146-147). Brandes fremhæver Moore som en politisk digter, faktisk den første, der ”fører Englands i Naturbeskuelsen hvilende Digtning over i Frihedsideernes Leir og giver den politiske Poesi Signalet” (Brandes 1875a:227). Det giver Brandes anledning til at indlede kapitlet med en lang beskrivelse af, hvordan den engelske overmagt undertrykker Irland, især med henblik på henrettelserne af oprørerne i 1803 (Brandes 1875a:224-238). Denne digression fjerner fokus fra det litterære, men retfærdiggøres af Brandes med, at læseren ”ret levende kan have for Øie, under hvilke Indtryk” Moore modnedes til sit politisk-digteriske mandsmod (Brandes 1875a:233). Det er i den forbindelse interessant at bemærke, at Brandes gør opmærksom på, at han mener at arbejde imod den gængse historieskrivning: ”Min hele Fremstilling er grundet paa engelske Patrioters Skildring”, skriver han i en note (Brandes 1875a:228). Det er et kontant kildekritisk udsagn, som bør tages med et gran salt. Det historiske værk, som Brandes citerer ved denne lejlighed, er William Nathaniel Masseys A History of England under George III (4 bd., 1855-1863), som er en moderat-liberal fortolkning af perioden, der ikke har megen sympati for kong George 3.s politik.

Under kapiteltitlen ”Republikansk humanisme” giver Brandes plads til digteren Walter Savage Landor (1775–1864), hvis værker Brandes stiftede bekendtskab med gennem sin kontakt med Edmund Gosse (Brandes 1875a:292 note). Landor tages med i Naturalismen i England som ”Ven og Aandsbeslægtet af de store europæiske Revolutionsmænd” (Brandes 1875a:294). På samme måde som Brandes værdsætter det hos Byron, så mener han, at Landor bygger bro mellem poesi og politisk aktivisme; i 1808 drog Landor til Spanien for at kæmpe mod Napoleon (Brandes 1875a:23, 284). Men Brandes finder dog Landors digtning tung. Det latinske vokabularium falder klart uden for den jævne og umiddelbare stil, som Brandes peger på som et gennemgående og positivt træk hos de andre naturalistiske digtere i perioden. For Brandes er Naturalismen ensbetydende med en ikke-elitær og almen tilgængelighed i digtningen, der ikke kræver kendskab til den klassiske tradition, som de privilegerede klasser ofte bryster sig af. Landors mest kendte digt, det heroisk-orientalistiske Gebir (1798), beskrives som ”stivt og daarligt” på trods af dets ”heftige Republikanisme”. Derfor er Landor ikke digteren, der kan ”tilveiebringe et frisindet Omslag i Europas offentlige Mening” (Brandes 1875a:298-299).

f. Shelley

En anden politisk engageret digter, som Brandes giver mere plads, er Percy Bysshe Shelley (1792-1822). Brandes havde allerede fremhævet Shelleys frihedsidealer og syn på kærligheden som en positiv kontrast til den tyske digtning og filosofi i Den romantiske Skole i Tydskland (Brandes 1873:121-122, 124-125, 239-240, 244). Shelley var et litterært bekendtskab, der gik flere år tilbage. Det Kongelige Biblioteks protokol viser, at Brandes i 1864 lånte The Poetical Works (Fenger 1955:118). Men første gang, Brandes nævner Shelley, er i en dagbogsoptegnelse fra 1861, efter at han havde læst en biografi over digteren i avisen Fædrelandet. I den forbindelse noterede han, at Shelleys ”uvirkelige Liv” gjorde et ”mægtigt Indtryk” på ham (Brandes’ dagbog 17.9.1861: 100). I Naturalismen i England lægger Brandes da også megen vægt på den modstand, Shelley mødte i sit liv i form af censur og retsforfølgelse. Dermed passer han ind i Brandes’ idé om, at engageret kunst fødes i modgang: Shelleys uforfærdede radikalisme og ateisme gjorde, at hans ”politiske Poesier ere skrevne med hans Blod” (Brandes 1875a:335).

Op igennem 1800-tallet var der splid imellem kritikere, der så Shelley som enten en dedikeret politisk digter eller en lyrisk drømmer (Morton 2006:36). Brandes ser begge muligheder. Han påpeger i rejseessayet ”Indtryk fra London”, at ”Shelley er det lyseste, fineste Udtryk for engelsk Frisind, og for Frisind især paa de Omraader, hvor Englænderen ellers i Reglen er ufri”, samtidigt er han ”desuden Udtryk for den rene Lyrik” (Brandes 1896:307). Shelleys lyriske ynde fremhæves igen og igen i Naturalismen i England, men Brandes lader aldrig den politiske side ude af syne. I en spidsformulering skriver Brandes, at Shelleys digtning havde ”større og varigere Betydning for Menneskeaandens Frigjørelse end Alt, hvad der i Frankrig skete i Augustmaaned 1792 [hvor monarkiets ophævelse blev vedtaget]” (Brandes 1875a:302). Det er sammenblandingen af revolutionsånd og lyrisk virtuositet, som tiltrækker Brandes, og som læseren gradvist forstår, er det ideal, Brandes sætter op for digtekunsten i Naturalismen i England.

Ifølge Brandes søger Shelley naturen sensuelt og lidenskabeligt som en flugt fra menneskenes verden. Shelleys digteriske behandling af naturens bevægelser, destruktion og genfødsel læser Brandes i høj grad som metaforer for social og kulturel fornyelse. Shelley ser naturen igennem sin ”Verdensbeherskende Phantasi” eller med ”sin Sjæls Øie”, og den ophøjes til at være boltreplads for græske mytologiske figurer som Prometheus og Jupiter (Brandes 1875a:326-327). Netop sådan en læsning har den danske kritiker Aage Kabell fundet uforenelig med Brandes’ egen idé om naturalismen i perioden. Det er ”en daarlig Vittighed”, skriver han, når Brandes lovpriser naturalismens øjenvidneberetninger og videnskabelighed andre steder i bindet og så alligevel medtager Shelley, der netop ikke leverer ”noget exact Studium” af den umiddelbare fysiske verden (Kabell 1944:204-205). Men på trods af Kabells indvending så er det dog ikke svært at se, at Shelley naturligvis må inkluderes, for at Brandes’ kontinuerlige narrativ om naturalismen som en progressivt frihedssøgende bevægelse kan nå sin konklusion. Shelleys digtning var nemlig en direkte inspirationskilde for Byron – en sammenhæng, der allerede var blevet understreget i Grimur Thomsens danske biografi over Byron fra 1845, som Brandes da også refererer til (Brandes 1875a:432 note).

For Brandes har Shelley ikke blot et unikt talent (som han finder det hos fx Moore), men er ”en Genius […] med al Geniets Kraft” (Brandes 1875a:354). Fremstilling af Shelley som en enfant terrible, det utilpassede geni, som ikke kan finde plads i en prosaisk verden, introducerer en genkendelig romantisk mytekonstruktion i Brandes’ analyse. Men det faktum, at geniets idealer er æteriske og verdensfjerne, er også Shelleys svage punkt. Brandes beskriver f.eks. Revolt of Islam som værende ”ubestemt og vag, abstract og metaphysisk” (Brandes 1875a:355), og derfor har den ikke samfundsmæssig gennemslagskraft. Hvis Shelley spillede på en ædel violin, skriver Brandes, var det en lur, der skulle til for at give ”Kampsignalet” mod Europas åndelige tyranni (Brandes 1875a:356).

g. Byron

Som flere kritikere har påpeget, har den store kulturfortælling med Byrons værker som finalen ligheder med den fremstilling, som man finder hos den tyske kritiker og historiker Georg Gottfried Gervinus (1805–1871). Byron sættes ind i historien som en katalysator for revolutionsåndens genforankring, eller som Gervinus beskriver det (i en samtidig dansk oversættelse), troede man, at ”Revolutionsaandens Udskeielser” var standset for altid, da det pludselig viste sig, at ”Amerikansk Republikanisme, tydsk Fritænkeri, fransk Omvæltningslyst og angelsaxisk Radikalisme syntes atter at være vakt til live i denne ene Aand [Byron]” (citeret i Elze 1876:449).

Byrons modne digtning er indskrevet i Brandes’ litteraturhistoriske fortælling som ”Naturalismens Culmination” (titlen på bindets sidste kapitel). Hos den sene Byron finder man den treenighed, som den højeste digtning ifølge Brandes bør stræbe efter: den realistiske skildring af tingene, den fuldkomne æstetiske form og et aktivt politisk sigte i retning af menneskets frigørelse (se Kristensen 1980:17). Den revolutionære digtning kommer til orde i Manfred og skærpes i Cain, men det er først med Don Juan (det store, men ufuldendte opus magnum), at Byron er ”helt sig selv” (Brandes 1875a:503). Brandes mener, at det er Byrons jordbundne stil, der baner vejen for hans store indflydelse. I den senere studie af den britiske reformist Benjamin Disraeli (der var premierminister i to omgange i 1868 og 1874-1880), skriver Brandes om statsmandens opgør med det forstokkede hjemland: ”Byron er en Aand, med hvem Disraeli følte sig i Niveau, Shelley var ham for overjordisk” (Brandes 1878b:165).

At Byron var indbegrebet af oprør, var en forståelse, der også fremhæves af kritikere i Storbritannien på Brandes’ tid, heriblandt Matthew Arnold, W.E. Henley og A.C. Swinburne (se Rutherford 1995). Der er dog forskel på, hvor positivt Byrons litterære bedrifter blev modtaget i henholdsvis Storbritannien og på kontinentet. Brandes nævner ganske rigtigt, at Byron ikke fik en begravelse i Westminster Abbeys digterhjørne (en mindesten blev først etableret i 1969). Men hans digtning havde sat spirer i ”Ruslands og Polens, Spaniens og Italiens, Frankrigs og Tydsklands Aandsliv” (Brandes 1875a:524). Byrons deltagelse i den græske uafhængighedskrig og hans kamp for undertrykte nationaliteter gav genlyd i Europa. For Brandes er Byron et fyrtårn, der hæver sig over det nationale. For hvor Wordsworth, Moore og Scott havde givet deres respektive lande en nationalsang, har Byrons fokus på jeg’et tilvejebragt en ny og dybere forståelse: ”Byrons Jeg er det almenmenneskelige, [og] dets Sorger og Forhaabninger hele Menneskehedens” (Brandes 1875a:432). Brandes skriver mange år senere: ”Byrons Poesi [illustrerer] den fælles-europæiske Fortvivlelse og Frihedstrang”, og for slavisk litteratur er han afgørende, idet de største lys, Polens Adam Mickiewicz og Ruslands Aleksandr Pushkin, begge begyndte ”som Byronianere” (Brandes 1888:203, 249).

I Danmark debatteredes Byrons digtning flittigt, men, som Brandes bemærker, var modtagelsen ofte kølig og efter hans mening misforstået. Brandes’ gamle fjende biskop Hans Lassen Martensen havde i Den christelige Ethik (1871) argumenteret for, at Byron var eksponent for en pessimisme, der umuliggør, at et ”Frihedsideal” kan ”blive virkeligt”, og et ”sandt Fremskridt komme istand”. Brandes citerer dette angreb (Brandes 1875a:433) som et afsæt til en lang revision af denne ikke ualmindelige udlægning. Brandes’ læsning af Byron fremstår mere i harmoni med den italienske patriot og forfatter Giuseppe Mazzini (1805-1872), der i et berømt essay fra 1839 havde udråbt Byron til at være den forfatter, der leder Europa frem mod politisk frihed og demokrati (Mazzini 1970).

Byron var blevet oversat til dansk adskillige gange, så den samtidige danske læser kunne sammenholde mange af Brandes’ læsninger med hjemlige udgaver. Knud Lyne Rahbek oversatte Byron så tidligt som i 1817, og den første danske oversættelse af et af Byrons hovedværker var Manfred fra 1820. Tæt på Naturalismen i England udkom Edvard Lembckes tobindsværk med Udvalgte dramatiske Digte og Fortællinger (1873-1876). Byron blev set som en subjektiv digter, og derfor bruger Brandes da også meget blæk på uddrag af Byrons biografi. Hovedreferencer for Brandes’ fremstilling er de kendte værker om Byrons liv: Thomas Moores The Life of Lord Byron (1835), Grímur Thomsens magisterafhandling Om Lord Byron (1845) og Halle-professoren Karl Elzes store tyske monografi Lord Byron (1870), der senere kom i dansk oversættelse ved Kristian Kroman (1876). I biografierne tegnes billedet af en apostel, hvis alternative livsstil og idéer kuldkaster borgerstandens snævre selvtilfredshed. Brandes ser Byrons egne kvaler med det etablerede England afspejlet i de lidelser, som heltene i hans digte gennemgår. Det passer fint ind i den sammenhæng mellem liv og værk, som forudsættes i Naturalismen i England. Brandes skriver både om Byron som forfatter og celebritet. I forbindelse med sidstnævnte rolle var interessen for Byrons eskapader og offentlige skandaler vidt udbredt i den europæiske presse. Allerede fra 1815 finder man i danske aviser kommentarer om Byrons privatliv, og dele af Thomas Moores Letters and Journals of Byron blev trykt i danske tidsskrifter (Nielsen 2003:366).

Byron var ikke noget nyt bekendtskab for Brandes. Vi ved, at han læste Manfred i 1860 (i Lembckes oversættelse fra 1843), og han kommenterer ved den lejlighed, at han finder slutscenen ”urimelig genial” (Fenger 1955:11). Derefter læste han Sardanapalus, Heaven and Earth, The Two Foscari og Beppo, men i Byron-kapitlet er det Childe Harold, Manfred, Cain og Don Juan (i C. V. A. Strandbergs oversættelse), der primært stilles skarpt på (Fenger 1955:11). Det er de sidstnævnte digte, der med deres fokus på den individuelle helt, eneren og hans verdenskvaler, muliggør Brandes’ tese om det trodsige subjekts frigørelse fra normerne. Byron står som indbegrebet af det, der bliver en moderne figur i litteraturen, en ærketype som Thure Stenström (1961) har identificeret som “den ensamme” [den ensomme]. Den positive læsning af Byrons subjektivitet står i modsætning til de anklager om egoisme, som Byron ofte blev beskyldt for. Taine ser f.eks. Byron som så selvcentreret, at han ikke formåede at være forelsket i noget andet (Taine 1863:540). Det var en kritik, som danske kritikere også tidligere havde ytret, f.eks. Adam Oehlenschläger, der talte om Byrons “monotone stolte Egoismus” (Oehlenschläger 1833:109), og Johan Ludvig Heiberg, der mente, at Byron lod sig fange ”i Garnet af sin egen Dialectic” og derfor ikke kunne ”naae Eenheden”, som den idealistiske digter bør gøre (Heiberg 1833:43). For Brandes er det Byrons mod til at omfavne det subjektive – til jeg’et, der gør sig fri af traditionernes åg – der fremstår som den virkelig heroiske præstation.

a. Udgaver og ændringer

Andenudgaven af Naturalismen i England bærer udgivelsesåret 1892, men udkom i april 1893. Der foretages flere mindre ændringer, bl.a. tilføjes der nye sektioner om Keats’ breve til sin forlovede, Fanny Brawne. Disse breve blev først kendt af offentligheden i 1878 og var derfor ikke nævnt i 1. udgaven. Der tilføjes også et længere stykke om den skotskfødte digter Thomas Campbell (1777–1844), der er bedst kendt for det lange digt The Pleasures of Hope, hvori han reflekterer over politiske emner som Den Franske Revolution, opdelingen af Polen og slaveriet. Men selvom Brandes refererer til Campbell som politisk digter, er det dog i kapitlet om ”Erotisk lyrik”, at han citeres mest flittigt.

Mest bemærkelsesværdigt er måske det supplerende materiale om Shelley, der nu inkluderes. Ikke mindst vigtigt er det, at bindets indledningscitat, der i 1. udgaven var af Johann Peter Hebel, nu udskiftes med et citat fra ét af Shelleys notesbogsdigte, ”I am as a spirit”. Dette indikerer, at Brandes’ interesse for Shelley var uanfægtet og endda synes at have fået en yderligere opblomstring. I bogen Indtryk fra Polen kommenterer Brandes, meget sigende, at få gav Shelley nogen stor opmærksomhed, ”medens Byron var paa Alles Læber”; det er for at påpege, hvad han ser som en uret, at han efterfølgende skriver: ”Man troede for fuldt Alvor, at Byron var Englands største Lyriker” (Brandes 1888:201). Dette er nok mest af alt en kommentar, der retter sig mod Byrons tekniske virtuositet sat op imod Shelleys. Men i forbindelse med den tyske udgave af Hovedstrømninger fra 1892 skriver Brandes et digt, hvori han med følgende linjer kommenterer Naturalismen i England således: ”Med Tro og blodrød Ildhu blev den skrevet. / Shelley! dens Aand er din. Dig har jeg levet” (citeret i Brandes 1908:284). Denne opgradering af Shelleys betydning stemmer ikke overens med det reelle indhold i 1. udgaven af bindet, der uomtvisteligt står i Byrons tegn (se Nolin 1965:198). Der er yderligere dokumentation for, at Brandes revurderede Shelley i forhold til Byron, når han i sit Levned reflekterer over, at på trods af respekten for Byron ”var det dog i hin Tid Shelley, som betog mig ved sit Væsens uselviske Oprør mod enhver forkastelig Vedtægt i Sæder som i Dogmer, dette Oprørske i uopløselig Forening med den reneste Poesi” (1908:383).

Tredjeudgaven udgives som et bind i Samlede Skrifter (1900). Der er få ændringer i forhold til 2. udgaven. Der tilføjes dog nye bibliografiske henvisninger, og Brandes inkluderer en reference til Shelleys ”En Sørgesang”. En af de forandringer, der er værd at bemærke, er, at mange engelske citater nu oversættes til danske vers (i 1. udgaven var prosagengivelser blevet foretrukket). Dette fik en blandet modtagelse. Adolf Hansen kommenterer specifikt en oversættelse af Keats, hvor han mener, at Brandes ligefrem får ”lemlæstet” meningen med sin fejloversættelse (Hansen 1876:25-26). Otto Jespersen, den verdenskendte grammatiker med engelsk som sit speciale, lovpriser de nye gendigtninger (Jespersen1912:94) med blot en enkelt undtagelse, som han finder mislykket. Langt senere har Aage Kabell ment, at oversættelserne er glimrende nogle gange, men mangler metrisk sans andre steder (Kabell 1944:191-193).

Fjerdeudgaven fra 1906 er identisk med 3. udgaven.

Femteudgaven udgives i 1924. Indholdsmæssigt revideres der mere omfattende end ved de tidligere versioner, men mest i materialet om Byron. Otto Jespersen har nævnt, at allerede i den forrige udgave begynder Brandes at se mere nøgternt på Byrons privatliv og ”samvittighedsløse optræden” (Jespersen 1912:91). Dette tages et skridt videre her. Flere af kvinderne får nu plads, hvorved Byrons kærlighedsliv og kønsmoral betones yderligere, bl.a. tilføjes der flere sider om det incestuøse forhold til Augusta Leigh. Brandes har måske villet reagere på anklager om, at han skulle have forskønnet billedet af Byron. Der er også mere materiale om digteren i Schweiz og Venedig. At det biografiske materiale udvides, går egentlig godt i spand med Byron-receptionen i 1920’erne, hvor det kritiske fokus er på digterens liv og moral snarere end på digtningen (Stabler 2013:1-3). En ændring af en vis betydning er, at der nu medtages flere citater på originalsproget. Især udvides der med verslinjer fra Shelleys værker.

Sjetteudgaven fra 1967 er et genoptryk af 5. udgave, men med moderne retskrivning, og de danske oversættelser af digtene er genindsat.

b. Den danske modtagelse

Ved udgivelsen fik Naturalismen i England ikke megen opmærksomhed i den danske presse, hvilket nok var afledt af, at Brandes blev set som en persona non grata i den københavnske presse, der stadig var domineret af nationalliberale idéer. Der var dog anmeldelser i Morgenposten og i Lolland-Falsters Stiftstidende; det var blade, som Brandes havde forbindelser til.

Blot en uge før Naturalismen i England udkom, udgav Brandes en oversættelse af den litterære realist Gottfried Kellers populære Schweizernoveller, der blev anset for at være udpræget vovede og frivole. Reaktionen på, hvad der tolkes som en kommerciel satsning fra Brandes’ side, må næsten have fungeret som lynafleder for den polemik, som Naturalismen i England måske kunne have ansporet til. I Carl Plougs anmeldelse af Schweizernoveller i Fædrelandet (20.11.1875) kaldes Brandes ”en litterær Forretningsmand”, der prædiker ”Nydelsens Evangelium” og kun bidrager til at fordærve ungdommen; Vilhelm Topsøe beskyldte ham i Dagbladet for at introducere den danske læser for erotiske scener, der vil slå rod på grund af deres ”Urenhed og Raaddenskab” (13.12.1875). Og Dags-Telegrafen (21.11.1875) bragte en spydig anmeldelse, der beklagede, at Brandes havde valgt at oversætte så nedrigt et værk (citater i Friis 1965: 59-61 og Knudsen 2008:137-138).

Manglen på anmeldelser i pressen af Naturalismen i England opvejes i nogen grad af, at litteraten Adolf Hansen i 1876 udgav en 49-siders anmeldelse i pamfletform af bindet. I anmeldelsen lovprises Brandes for sin dybe indsigt i den britiske litteratur og ikke mindst for sin klare sammenligning af Scotts og Wordsworths natursyn. Selvom det er indlysende, at Brandes giver de poetiske laurbær til Byron og Shelley på bekostning af Wordsworth bruger Hansen meget tid på at overbevise læseren om, at Brandes faktisk ser positivt på Wordsworths værker, der generelt blev betragtet som periodens mesterstykker. Dette var øjensynlig vigtigt for, at man ikke skulle skyde Brandes i skoene, at han manglede almen kritisk sans. Anmeldelsen fungerer mest af alt som en støtteskrivelse for Brandes i den danske debat og slutter da også med at udtrykke forargelse over ikke at have fået det ansøgte professorat, som burde være tilfaldet ham. Selv om Hansen er uenig i nogle af detaljerne, rører det ikke ved den generelle lovprisning af Naturalismen i England, hvori han mener, at hovedlinjerne i værket er korrekt afgrænset og skarpt observeret.

c. Den engelsktalende verden

I udlandet blev Brandes et kendt navn bl.a. for sine læsninger af europæiske forfattere, for sin støtte til Nietzsche og for at have introduceret skandinavisk litteratur, især Henrik Ibsen, til det engelsktalende publikum (se Waller 2008: 322-323). Men mest af alt gjorde hans Shakespeare-studie i tre bind (1895-1896, eng. overs. 1898) ham til et kendt navn i den engelsktalende verden og muliggjorde, at Hovedstrømninger blev oversat. Bindet om Naturalismen i England udkom på engelsk i første halvår af 1905 (New York, Macmillan Co.; London, W. Heinemann) og var en oversættelse af 2. udgaven. Men allerede da den danske udgave udkom, tryktes en anmeldelse i det velrenommerede London-tidsskrift The Spectator. Anmeldelsen består primært af en opsummering af Brandes’ pointer samt udsnit af hans beskrivelser af Scott og Byron, som her oversættes til engelsk. Anmelderen lægger ud med at kalde Brandes “one of the most eloquent and enlightened of modern critics” [én af de mest veltalende og vidende moderne kritikere], og selvom bindet indeholder meget, der vil være alment kendt, falder dommen dog positivt ud: ”his knowledge and accuracy are surprising, and [...] – except misprints of English words, which are too common – there is hardly any misstatement of fact upon which we have been able to lay our hand” [hans viden og præcision er overraskende og – bortset fra trykfejl i engelske ord, som er alt for almindelige – er der knap nok et forkert faktum, man kan pege fingre ad] (Spectator 1876:17).

Da den engelske oversættelse udkom, skrev journalisten og forfatteren Elia W. Peattie en ligeledes positiv anmeldelse i Chicago Daily Tribune, der giver indtryk af, at Brandes allerede var et kendt navn: “Never was Brandes more delightful. What gossip – what knowledge – what comparison – what deductions” [Aldrig var Brandes mere tiltalende. Hvilken sladder – hvilken viden – hvilken sammenstilling – hvilke konklusioner] (Peattie 1905:9). Peattie ser Brandes’ kommentarer som et forfriskende alternativ til den engelsksprogede kritik, der retter opmærksomheden mod det abstrakte, som var det musik eller billedkunst, hvor danskeren efter sigende udviser en protestantisk optagethed af moralen og lægger vægt på det gode og det ordentlige i litteraturen. Det var dog ikke alle, der værdsatte Brandes’ radikale frihedstanker, når det kom til en vurdering af den engelske litteratur. Walter Raleigh, der var professor i litteratur ved Oxford University, skriver i et privat brev fra 1905: ”There’s nothing in Brandes; he’s just a Continental Jew culture-monger. He doesn’t know what poetry is. Keen about his sawdusty creed, namely rationalism, progress, enlightenment – all perfectly abstract”’ [Der er ikke meget at finde i Brandes. Han er bare en kontinental jødisk kulturkræmmer. Han ved ikke, hvad poesi er. Opslugt af sin gadeprædiken om rationalisme, fremskridt og oplysning – alt sammen fuldstændig abstrakt] (citeret i Waller 2008: 323).

Både i Danmark og udlandet er tendensen hos senere kritikere at kommentere Brandes’ noget håndfaste vurdering af de britiske digtere. I et festskrift til Brandes nævner Otto Jespersen, at Brandes måske nok har taget parti i bindet, men ”at partibedömmelsen kun rent undtagelsesvis har skadet fremstillingen og aldrig har ført til et fordrejet eller fortrukket billede af en forfatterpersonlighed” (Jespersen 1912:87). Jespersen mener, at Brandes måske er hård ved en ”stor digter som Wordsworth”, men at Southeys ”talentløshed” får sin rette bekomst af Brandes, og ”det sker på den nydeligste måde og i den fineste form” (Jespersen 1912:88). Andre var ikke lige så overbeviste om Brandes’ kritiske dømmekraft. Det var især Brandes’ forkærlighed for Byron på bekostning af Wordsworth, der gav anledning til kommentar. Politikeren og senere minister for Irlandsanliggender Augustine Birrell påskønner Brandes’ ”hearty, honest delight in Byron’s beauty and daring and rank and reckless wit” [hjertelige, ærlige henrykkelse over Byrons skønhed og mod såvel som rendyrkede og hensynsløse humor] (Birell 1916:211), men mener, at Brandes gør uret i at sætte ham over Wordsworth. Den norsk-amerikanske kritiker Hjalmar Hjorth Boyesen havde allerede indtaget en endnu mere skeptisk position. Især forherligelsen af Byrons oprør mod autoriteterne giver anledning til bekymring: ”Dr Brandes has so profound an admiration for the man who dares to rebel that he fails to do justice to the motives of society in protecting itself against him” [Dr Brandes har en så dyb beundring for den mand, som tør gøre oprør, at han glemmer at anerkende samfundets grunde til at beskytte sig imod ham] (Boyesen 1895:205). I samme spor skriver den engelske litteraturkritiker George Saintsbury ved hundredåret for Byrons død: Brandes havde taget fejl af Byron og formåede ikke at forstå hvor ødelæggende en indflydelse digteren havde på sit hjemlands moral (Sintsbury 1924:50-51).

I Skandinavien var det analysen af ateisten og fritænkeren Shelley, der især vakte opsigt. Den norske biskop Johan Christian Heuch tordnede i et skrift mod Brandes’ angreb på kristendommen (som han så som en del af et jødisk komplot). Påstanden er, at Brandes promoverer Shelley for hans antikristelige holdninger snarere end for hans poesi (Heuch 1877:67-72). Også Brandes’ meget kontante afvisning af Southey faldt forfatteren, nationalisten og antisemitten Harald Nielsen (1879-1957) for brystet. Han gendriver i et essay Brandes’ kritik af den engelske digter og afslutter med en revsende kritik af Naturalismen i England, som han ikke mener fortjener at blive betragtet som litteraturkritik på grund af ”sit røverromanagtige Præg, sine aabenlyse Urimeligheder og psykologiske Selvmodsigelser” (Nielsen 1922:83). Nielsen var midtpunktet for en ”ny ungdom”, hvis mål var at skabe et alternativ til Brandes’ radikale kulturforståelse.

Brandes’ politisk-orienterede forsøg på at revidere den britiske kanon foranlediger skarpe kommentarer op igennem 1900-tallet. Brandes’ noget hårde og personbaserede kritik af Wordsworth provokerer Aage Kabell til at kalde behandlingen af ham ”et Mesterværk af Perfidi” (Kabell 1944:205). Kabell sætter også spørgsmålstegn ved brugen af biografiske fakta i forbindelse med Shelleys afrejse fra England. Han mener, at Brandes overspiller samfundets retsforfølgelse af digteren, når der også var andre grunde til, at han tog til Italien, såsom hans elendige helbred (1944:189). Skepsis overfor Brandes’ dømmekraft er også at finde hos den toneangivende litteraturkritiker René Wellek, der i sin A History of Modern Criticism mener, at Naturalismen i England giver ”a completely distorted picture” [et fuldstændigt forvrænget billede] af det tidlige nittenhundredetals digtere (Wellek 1968 [1955]:360). Det, som andre kritikere er enige om, værdsættes ikke af Brandes: Wordsworths meritter underspilles, Coleridge som filosof nævnes praktisk talt ikke, Moore får mere opmærksomhed end Keats osv. Et andet fejltrin er, at Byrons indflydelse sættes op som begyndelsen til en ny æra, hvilket i hvert fald i litteraturhistorisk forstand ikke er tilfældet (Wellek 1968 [1955]:360-361). Brandes’ skamros af Byron har også foranlediget den svenske kritiker Gunnar Ahlström til at pege på en modsigelse: Hvordan kan Brandes lovprise individualismen hos Byron, når han jo netop havde fordømt den hos de tyske romantikere (1937:97). Thure Stenström argumenterer dog for, at Brandes etablerer et andet og mere handlingsorienteret ideal for individualismen, når han taler om Byron, end det tomme drømmeri, som tyskerne falder tilbage på (Stenström 1961:99ff).

Det blev nævnt ovenfor, at Edmund Gosse mente, at Brandes så noget af sig selv i Shelley. Senere kritikere har læst Byron-portrættet med dets fokus på den forfulgte ener som en spejling af Brandes’ egen position i Danmark på det tidspunkt, da Naturalismen i England blev skrevet. En biografisk betragtning af materialet anlægges også af Paul V. Rubow, der kalder analysen af Byron for et eksempel på Brandes’ ”sufflerende Digterkarakteristik, hvor Kritikeren og hans Genstand sammenblandes” (Rubow 1934:634). En lignende biografisk observation udfoldes af Jørgen Knudsen, der skriver, at et mere helstøbt billede af Byron – som poseur og præget af livslede – underspilles hos Brandes, fordi det øjensynligt var ubehagelig tæt på de træk, han kunne genkende i sig selv (Knudsen 1985:388-390).

d. Indflydelse og efterliv

Når Naturalismen i England har haft en relativt beskeden gennemslagskraft, skyldes det, at bogen ikke rigtig bringer noget afgørende nyt i behandlingen af de enkelte forfattere i forhold til den eksisterende engelsksprogede kritik. René Wellek formulerer det således om hans status i udlandet: “the oblivion which has overtaken him [Brandes] is deserved, as he was only a middleman without originality and substance” [det er fortjent, at han er gået i glemmebogen, idet han kun var en mellemmand uden originalitet eller substans”] (Wellek 1968 [1955]:357).

En mindre behagelig følgevirkning ved at lægge sig op ad andres idéer er beskyldninger om plagiat. Allerede i 1876 anklagedes Brandes for at låne fra Elzes Byron-biografi ”paa en skødesløs Maade”, således, at han f.eks. kommer til at gengive en oversættelsesfejl, da han ikke går til Byrons originaltekst for at tjekke efter (”S” 1876:3). Aage Kabell (1944:206-209) fastslår, at Brandes plagierer fra William Michael Rossettis essay “A Memoir of Shelley” (1870).

Hvis Naturalismen i England mangler originalitet set udefra, så forholder det sig dog sådan, at bogen kan siges at have været vigtig for receptionen af den britiske litteratur i Skandinavien. F.eks. henviser anmelderen af Edvard Lembckes danske oversættelse af Thomas Moores store rammefortælling Lalla-Rookh: Et østerlandsk Digt (1878) til Brandes’ læsning af teksten som en analogi over Irlands underkuelse – hvilket anmelderen (skrivende under mærket ”B”) i øvrigt er uenig i (”B”, 1878:2-3). Det var dog især Brandes’ interesse i de rebelske poeter Shelley og Byron, der kan spores hos Brandes’ efterfølgere. En interesse for den relativt ukendte Shelley, som Brandes bestemt nærer, kan observeres hos digtere og kritikere såsom Karl Gjellerup og Valdemar Rørdam i Danmark, Viktor Rydberg i Sverige samt Nils Collett Vogt og Herman Wildenvey i Norge (Engelberg 2008:159-160).

Under påvirkning af Brandes udgav Adolf Hansen en oversættelse af Shelleys poesi i Oversatte engelske Digte (1884) og Den løste Prometheus (1892). Han oversatte også Byrons Childe Harold’s Pilgrimage under titlen Junker Harolds Pilgrimsfart (1880). I sin store litteraturhistorie Den engelske og den nordamerikanske Litteraturs Historie i Omrids lægger Hansen sig tæt op ad Brandes’ analyse af Byron som den aktive digter, der står ”ene mod Haan og Had, holdt Hovedet højt, hensynsløst sagde, hvad han ansaa for sandt, og gjorde sit Ord til Gerning” (Hansen 1902:139).

Alfred Ipsen, der var sproglærer i engelsk, publicerede Byrons digte Manfred (1888) og Beppo (1891) i dansk oversættelse. Da han oprindelig havde sluttet sig til Brandes’ opgør med kristendommen, er det nærliggende at tro, at Byron-interessen var præget af analysen af Cain i Naturalismen i England. Senere vendte Ipsen sig dog mod Brandes, da han genfandt sin kristne tro. I ét af sine angreb på Brandes kritiserer han, hvorledes skildringen af Byron såvel som andre digtere i bindet om de britiske forfattere er fordrejet og selektiv ved bevidst at ”understrege netop de Sider og Egenskaber i deres Karakter og Virksomhed, som stemmer med Værkets Tendens og Plan” (Ipsen 1902:103). Brandes’ gode ven Holger Drachmann (1846-1908) fik sit litterære gennembrud med en digtsamling tilegnet Brandes, Digte (1872), hvori flere af digtene viser interesse for Englands revolutionære bevægelser. Især kan nævnes ”Engelske Socialister”, hvori han håber, at England vil tage lære af den revolutionære Pariserkommune. Drachmann oversatte også Byrons Don Juan i ottave-strofer (udgivet i otte dele 1880-1891, og en samlet udgave i 1902). Brandes har måske også inspireret August Strindberg til at læse Byrons Manfred (se Nielsen 2004:384), og det er blevet foreslået, at overmennesketanken hos den svenske digter Gustaf Fröding (1860-1911) kan spores tilbage til Brandes’ fortolkning af Byron (Sjöholm 1940:188ff).

Brandes påstår i Naturalismen i England, at digteren Frederik Paludan-Müller skrev ”Efterligninger” af Byrons Beppo (Brandes 1875a:468), da han begyndte sin karriere. Det blev dog benægtet af forfatteren selv i et læserbrev publiceret i det Brandes-redigerede tidsskrift Det nittende Aarhundrede. Paludan-Müller bedyrer her, at han ikke har læst Byrons digt (Paludan-Müller 1876:471-473). Som svar trykker Brandes en undskyldning for sin påstand, men argumenterer samtidig for, at indflydelse kan være noget indirekte, der bevæger sig som noget uhåndgribeligt gennem en ”Tids poetiske Atmosfære” (Brandes 1876:474).

Den tyske udgave af Naturalismen i England, som genoptrykkes flere gange, spiller en vis rolle for diskussionen af britisk 1800-tals litteratur i ikke-engelsktalende lande. Den refereres f.eks. af litteraturhistorikere som Carl Bleibtreu (1887) og Ika A. Thomése (1923), men tages også op sent som i 1963 af slavisten Karel Krejöi. Afslutningsvis skal det også nævnes, at Brandes har haft indflydelse i Kina, ikke mindst i kølvandet på oversættelsen af hans Shakespeare-bog i 1935 (se Jensen 1980:233-234). Men før det gør Brandes indtryk på den produktive oversætter af vestlig litteratur og senere kinesiske kommunistiske leder Zhang Wentian (1900-1976), der nærede en dyb fascination af Shelley og Byron. I anledning af hundredåret for Byrons død (1924) oversatte han et kapitel om Byron fra Brandes’ Naturalismen i England til kinesisk (se Gamsa 2010:22). En oversættelse af hele bindet af Han Shih-heng (fra den engelske udgave) fulgte i 1939 sammen med de tre første bind af Hovedstrømninger. Nøgleordet ”Naturalisme” tages op igen i 1950’erne af litteraturkritikeren Li Zhichang i essayet ”Naturalismen i kinesisk litteratur”, der behandler en litterær bølge i Kina, hvor der hentes inspiration fra japanske modeller. Der refereres i denne forbindelse til Brandes’ begrebsapparat og hans behandling af de britiske digtere (se Shotung 2004:299). Således synes Brandes at have fremhævet nogle grundlæggende principper ved kærligheden til naturen, som vandt genklang i forståelsen af litterære bevægelser, også uden for den umiddelbare kreds af digtere, han skrev om.