Gennem Taine[I] lærte jeg hurtigt Renan[II] at kende, der højligt imponerede mig som Person, storladen og aandsfri som han var, uden Glimt af det Salvelsesfulde, der undertiden kunde findes i hans Bøger, men overlegen indtil det Paradokse.
Han var vanskeligt tilgængelig og negtede sig haardnakket hjemme. Men var man ventet, kunde han af sin kostbare Tid skænke En flere Timer i Træk.
Han boede tarveligt. Paa den ene Væg i hans Arbejdsstue hang to kinesiske Akvareller og et Fotografi af Gérômes[III] »Cleopatra hos Cæsar«; overfor et meget smukt Fotografi efter et vistnok italiensk Billede af den yderste Dag. Det var den hele Udsmykning. Paa hans Bord laa til Stadighed Vergil[IV] og Horats[V] i Lommeudgaver og en Tid lang en fransk Oversættelse af Walter Scott[VI].
Hvad der mest forundrede mig ved Renans[VII] Holdning var, at der slet intet Højtideligt var ved den og slet intet Følsomt. Han gjorde Indtryk af et umaadelig godt Hoved og af en Mand, paa hvem den Modstand, han havde mødt, ganske var prellet af. Han forhørte sig om Forholdene i Norden. Naar jeg uforbeholdent udtalte mig om de ringe Udsigter til at trænge igennem med min Grundanskelse, som Forholdene aabnede mig, holdt han paa, at Sejren var sikker. (Vous l’emporterez, vous l’emporterez!). Som alle Udlændinge undrede han sig over, at de tre skandinaviske Lande ikke sørgede for at blive en Enhed, eller idetmindste for at danne et ubrydeligt Forbund. Paa Gustav Adolfs[VIII] Tid, sagde han, betydede de dog politisk noget; siden da er de helt traadte af fra den historiske Skueplads. Aarsagen maa vel være deres vanvittige indbyrdes Fejder.
Renan[IX] boede da fra Foraaret af i sit Landsted ved |283| Sèvres. Saa menneskeligt jævn var den da allerede 47aarige, verdensberømte Mand, at han fra Landstedet gerne fulgte mig til Stationen og atter og atter gik frem og tilbage med mig, til Toget kom.
Hans Hustru[X], der delte hans Tanker og dyrkede ham, havde selv valgt sin Mand og var som af tysk Afstamning ikke bleven gift paa den franske Maade; hun kritiserede den dog ikke, da hun mente, den maatte stemme med det franske Folks Behov og da hun i sine nærmeste Omgivelser saa flere lykkelige Ægteskaber, der var indgaaede af Fornufthensyn. Ægteparret havde to Børn, Sønnen Ary[XI], der døde Aar 1900 efter at have indlagt sig et Navn som Maler og skrevet skønne Digte (der dog først udkom efter hans Død), og Datteren Noemi[XII] (Fru Psichari), der trofast bevarende den aandelige Arv fra den store Fader er bleven et af Midtpunkterne i det ypperste Paris, en Ildsjæl, der omfatter Ret og Sandhed og Samfundsidealer med glødende Begejstring.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
