Et Bekendtskab, der blev mig til megen Fornøjelse, var det med den gamle Forfatter og Professor ved Collège de France, Philarète Chasles[I]. Grégoire[II] indførte mig hos ham, og jeg blev efterhaanden som hjemme i Huset, altid velset og stadigt indbuden. Han var paa sine gamle Dage ikke en Mand, som var at tage meget alvorligt, spredt, løs og forfængelig, som han var. Men han var meddelsom som ingen Anden, underholdende som Faa og han havde halvhundrede Aar igennem kendt alle, til hvem der i Frankrig blev lagt Mærke. Han var født i 1798; Faderen[III] var Jakobiner og forhenværende Konventsmedlem, der ikke lod ham døbe, men opdrog ham i Sandhedstro (deraf Navnet Philarète) og satte ham i Bogtrykkerlære. Ved Konge|284|dømmets Genoprettelse blev han fængslet sammen med sin Fader[IV], dog befriet ved Chateaubriands[V] Indflydelse, og gik nu til England, hvor han opholdt sig fulde syv Aar (1819-1826), havde Sysselsættelse som Typograf og satte sig omhyggeligt ind i den engelske Literatur, der da var næsten ukendt i Frankrig. Efter endnu at have opholdt sig nogen Tid i Tyskland, vendte han tilbage til Paris og udgav en Mængde historiske og kritiske Skrifter.
Philarète Chasles[VI] havde som Bibliotekar ved Mazarinbiblioteket sin Embedsbolig i selve Institutet, altsaa lige i Paris’es Midtpunkt; om Sommeren boede han paa Landet i Meudon, hvor han havde ladet sin Veranda udsmykke med Malerier i pompeiansk Mosaik. I Nærheden lod han sig bygge et smukt nyt Hus med et Taarn. Han behøvede Plads, da han havde en Bogsamling paa 40,000 Bind.
Hus for ham førte hans Nièce, der var gift med en Kölner ved Navn Schulz, hvis Levevej var Glasmaleri. Ægtefolkene levede adskilte fra hinanden. Fru Schulz var køn, meget bidende, bagtalerisk og ligefrem. Datteren, den fjortenaarige Nanni[VII], var fortryllende smuk; udviklet og skelmsk som en attenaarig Pige. Alle, der kom i Huset, var indtagne i hende, og der var stadigt fuldt af Gæster, studerende Ungdom fra Elsass som fra Provence, unge Negere fra Haiti, unge Damer fra Jerusalem, og Digterinder, der gerne vilde læse deres Digte højt og endnu hellere bevæge Chasles[VIII] til at gøre dem bekendte ved en Artikel.
Chasles[IX] talte med alle, men henvendte meget ofte Ordet til mig og fortalte ustandseligt om netop de Mænd og Kvinder, angaaende hvem jeg helst vilde høre, om de Dalevende, jeg beundrede mest, som George Sand[X] og Mérimée[XI], overhovedet om de talrige Storheder, han havde kendt. Som ung var han bleven indført hos Fru Récamier[XII], havde dèr set Chateaubriand[XIII] som hædret og tilbedt Olding og Sainte-|285|Beuve[XIV] som lydhør og agtpaagivende Yngling, der blev lidt overset for sin Grimhed og hos hvem der udviklede sig den lurende Misundelse paa de Store og af Kvinderne Omringede, som han havde skullet bekæmpe for at levere retfærdig Kritik. Chasles[XV] havde personlig kendt Michelet[XVI] og Guizot[XVII], den ældre Dumas[XVIII] og Beyle[XIX], Cousin[XX] og Villemain[XXI], Musset[XXII] og Balzac[XXIII]; han kendte Grevinde d’Agoult[XXIV], Liszt’s[XXV] mangeaarige Veninde, og Fru Colet[XXVI], først Cousin’s, saa Mussets, saa Flauberts[XXVII] Elskerinde, af hvem min franske Onkel, der havde truffet hende paa Rejser, havde givet mig et lidet tiltalende Billed. Chasles[XXVIII] omgikkes daglig Jules Sandeau[XXIX], der endnu som gammel Mand ikke kunde glemme George Sand[XXX], som havde ranet den større Halvdel af hans Navn og gjort det berømtere end hele Navnet blev. Sandeau[XXXI] elskede hende endnu, fyrretyve Aar efter at hun havde forladt ham.
Chasles[XXXII] var i Stand til med et Par Ord at gøre de Skikkelser, han skildrede, lyslevende for En, og han var uudtømmelig i Anekdoter om dem. Han førte mig ind bag Literaturens Kulisser, saa jeg fik Scenen at se fra alle Sider. Vistnok var Samtidens Personalhistorie for ham især dens Skandalkrønike, men hans Meddelelser fuldstændiggjorde for mig Taines[XXXIII] strenge og sirlige Forbeholdenhed i alle Udsagn. Og saa havde Chasles[XXXIV] ved Siden af sit Hang til lystig og ondskabsfuld Sladder en Tilbøjelighed til at udkaste store aandshistoriske Oversigter, der fik En til tænkende at gøre sig Rede for Udviklingsgangen i de Literaturer, hvori man var bevandret. Det var skønne Foraarsaftener, hine Maaneskinsaftener i den aabne Veranda derude i Meudon, naar den gamle Mand[XXXV] med det spidse Overskæg og den lille Kalot paa Snur førte Ordet. Han havde de morsomste og mest træffende Vendinger. Paa Spørgsmaalet om Guizot[XXXVI] ogsaa virkelig havde været saa streng (austère) af Væsen |286| som af Holdning, svarte han f. Eks.: Det er svært at sige; naar man vil imponere, kan man ikke optræde som Harlekin[xxxvii].
Skønt mit Øje var aabent nok for Philarète Chasles’[XXXVIII] svage Sider, følte jeg mig dog yderst lykkelig i hans Hus. Her fik jeg uden Møje de Oplysninger, jeg ønskede mig, og havde det fulde Indtryk af at være i Paris. Paris var jo og er endnu den eneste By i Verden, der er og vil være ikke blot sit eget Lands Hovedstad, men Europas, den eneste, som paalægger sig den Pligt ikke blot at komme de Besøgende i Møde ved at tilgængeliggøre dem Museer, Samlinger, Bygninger, og efter en uhyre Maalestok beregne Alt paa Offenlighed, men den eneste, hvor man er vant til gennem Samtaler at indvie den kundskabssøgende Fremmede i Nationens gamle, dybtgaaende Kultur, saa dens Stilling til andre Stammers og Landes klares for En.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
