Jeg forsøgte her i Paris at gøre mig Rede for Udviklingsgangen i den franske Literatur siden Aarhundredets Begyndelse, at ordne den i Stadier og iagttage disses Følgeorden; jeg vilde saa samtidigt forme mig en lignende Oversigt over den danske Literatur og danne Paralleler, paa Forhaand overbevist om, at Tidsaanden noget nær maatte være den samme i to europæiske Lande, der laa hinanden forholdsvis nær. Det var mit første naive Forsøg paa at efterspore Hovedstrømninger i Aarhundredets Literatur.
|291| Den franske Poesi i det nittende Aarhundrede syntes mig at falde i tre Grupper: Romantiken, Fornuftskolen, Virkelighedskunsten. Jeg bestemte dem saaledes:
I. Hvad Franskmændene kalder Romantisme kan særmærkes fra mange Sider.
Den er først Brud med den græsk-romerske Oldtid. Derfor søger den tilbage til det Galliske og til Middelalderen. Derfor giver den det 16. Aarhundredes Digtere Genoprejsning. Men Forsøget strander; thi ogsaa Ronsard[I] og Pleiaden er græskdannede, er Anakreontikere. Der er, naar Rolandskvadet undtages, ingen oprindelig Middelalderliteratur, der kan sammenlignes med vor islandske. Derfor udvides Æmnekresen fra Frankrigs Middelalder til andre Landes f. Eks. Tysklands, hvorfra Hugo[II] henter sit Drama Borggreverne[0001]. Digterne vælger fremmede Stoffer som Alfred de Vigny[III] behandler Chatterton, Musset[IV] italienske og spanske Motiver. Mérimée[V] søger tilbage til den franske Middelalder (Bondeopstanden), men da han dèr finder for ringe Ejendommelighed, tyer han som Digter til mindre civiliserede Nationaliteter, Spaniere, Sydamerikanere, Corsicanere, Russere osv. Romantiken bliver etnografisk.
Dens andet Særmærke er den stormende Voldsomhed. Den har Berøring med Revolutionen af 1830. Den angriber Samfundet og Ejendomsforholdene (Saint Simon[VI], Fourier[VII], Proudhon[VIII]), angriber Ægteskabet og den officielle Bedømmelse af Kønsforholdet (Dumas’[IX] Antony[0002], Fortalen til Victor Hugo’s[X] Angelo[0003], George Sand’s[XI] Indiana[0004], Valentine[0005], Jacques[0006]). Den forguder allevegne Lidenskaben.
Dens tredje Særmærke er dens Fortsætten af Rousseau[XII]. Selve Angrebene paa Samfundet stammer fra Rousseaus[XIII] gamle Lære, at Naturen er god, Naturtilstanden den rette, saa Samfundet alene har fordærvet Alt. Særligt George Sand[XIV] dyrker Rousseau[XV] og skriver i Tilknytning til ham. |292| I nyere fransk Literatur afløser Voltaires[XVI] og Rousseaus[XVII] Herredømme vekselvis hinanden. Voltaire[XVIII] hersker til 1820, Rousseau[XIX] paany til 1850, saa tager Voltaire Tøjlerne igen med About[XX], Taine[XXI] og Sarcey[XXII]. I Renan[XXIII] er Voltaire[XXIV] sammensmeltet med Rousseau, og nu senere har Diderot[XXV] fortrængt dem begge.
II. Fornuftskolen (l’école de bon sens) følger paa Romantiken. Som denne dyrkede Lidenskaben, saaledes hylder Fornuftskolen den sunde Menneskeforstand. Man kan spore Overgangen hos de Enkelte. Mussets[XXVI] En Caprice[0007] i Modsætning til hans Ungdoms kaade Værker. George Sands[XXVII] Landsbynoveller i Modsætning til hendes Ægteskabsromaner. Folkeligheden og Landskabsmalerierne her, der iøvrigt altsammen stammer fra Rousseau[XXVIII], fører ud i den rolige Idyl. Værker som Ponsards[XXIX] Lucrèce[0008] og Augier’s[XXX] Gabrielle[0009] betegner Omslaget fra Romantiken. I Tragedien er Lucrèce[0010], i Skuespillet Gabrielle[0011] Hængslet, hvorom Bevægelsen drejer sig. Hos Ponsard[XXXI] og Augier[XXXII] fejres sund Sans, streng Retskaffenhed, borgerlig Æresfølelse. Ægteskabet forherliges i hele Ponsards[XXXIII], Augier’s[XXXIV] og Octave Feuillets[XXXV] Teater. Nogen Paavirkning har vel Literaturen modtaget fra de herskende Stænder under Julikongedømmet. Louis Philippe[XXXVI] var Borgerkongen. En Forfatter som Scribe[XXXVII], der behersker Europas Scener, er besjælet af det magthavende Borgerskabs Aand, dannet og indskrænket som den var. Cousin’s[XXXVIII] første Maner, den revolutionære Schellingianisme, havde svaret til Romantiken, hans Eklektisme som moraliserende Filosof svarer til Fornuftskolen. Fællespræget bliver en vis saakaldt Idealisme. Ponsard[XXXIX] genoptager det 17. Aarhundredes klassiske Overlevering. I Kritiken er denne Stræben mod det Forstandige og Klassiske repræsenteret af Nisard[XL], Planche[XLI] og Sainte-Beuve[XLII] i hans anden Maner.
III. Aarhundredets tredie Retning er Virkelighedskunst |293| med fysiologisk Grundpræg. Den har sin Støtte i positivistisk Filosofi: Herbart[XLIII] i Tyskland, Bentham[XLIV] og Mill[XLV] i England, Comte[XLVI] og Littré[XLVII] i Frankrig. I Kritiken Sainte-Beuves[XLVIII] tredie Maner. Paa Teatret den yngre Dumas[XLIX]. I Romanen Brødrene Goncourt[L] og Flaubert[LI]. I Malerkunsten en vis Brutalitet i Æmnevalget hos Gérôme[LII] og Regnault[LIII]. I Politiken den fuldbragte Kendsgerning (le fait accompli), Kejserdømmet med det brutale Tryk fra oven og den almindelige Stemmerets Udjævnen af alle Forskelle fra neden. I lyrisk Poesi Parnassets strenge saglige Formkunstnere, Coppée[LIV], der skildrer den jævne Virkelighed, og det faste Haandelags Mænd (les maîtres de la facture) Leconte Lelisle[LV], Gautier[LVI] og hans Elever, der skriver bedre Vers end Lamartine[LVII] og Hugo[LVIII], men ingen nye Tanker eller Følelser har, de poetiske Sprog-Materialister.
Endelig en hel Del uklare Begyndelser, om hvilke det endnu er umuligt at se, hvor de bærer hen.
Dette mit første Forsøg paa at forme mig et Overblik over en af det 19. Aarhundredes store Literaturer indeholdt adskilligt meget rigtig set, men røbede højligt Begynderens Mangel paa Evne til at vurdere Foreteelsernes Betydning, Tilbøjeligheden til at overvurdere rent forbigaaende Fremtoninger, og Hanget til at indordne det kun udvortes Sammenhørende i én Rubrik. Den ubetydelige École de bon sens kunde jo dog ingenlunde betragtes som sættende Tidsskel. Heller ikke kunde med Rette Mænd som Augier[LIX] og Dumas[LX] henføres til forskelligartede Grupper. Forsøget paa at eftervise Realisme i Lyriken var ligeledes yderst dristigt.
Imidlertid, denne Inddeling og Gruppering forekom mig dengang et Fund, og stor var min Skuffelse, da jeg en Dag raadførte mig om den med Chasles[LXI], som fandt den |294| tvungen, en anden Dag forelagde Renan[LXII] den, og han indskrænkede sig til Svaret: »Nej, nej! Tingene gaar ikke saa systematisk for sig.«
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
