Ikke én Dag havde jeg ladet gaa hen, før jeg paany sad i Théâtre français, hvortil jeg havde fri Adgang paa ubestemt Tid. Første Gang jeg kom, kaldte blot Dørvogteren Teatrets underordnede Embedsmænd sammen; de saa paa mig, mærkede sig min Skikkelse, og jeg kunde for Fremtiden tage Plads, hvor jeg vilde, naar Manden ved Indgangen havde raabt sit: Entrée. Saa lidet nøjeregnende var man, at jeg midtsommers, efter en Maaneds Ophold i London, fandt min Plads mig forbeholdt som før.
Den første Aften efter min Ankomst, saa jeg, stille nydende, Hernani[0001], hvis Lyrik altid glædede mit Hjerte, med Mounet-Sully[I] som Hovedpersonen, Bressant[II] som Karl V[iii], og som Doña Sol[iv] Frøken Lloyd[V], en underordnet Skuespillerinde, der dog i Stykkets Slutning naaede i Højde med dets Poesi. Publikum var saaledes med, at en Stemme fra |287| Galleriet raabte i fuld Harme: »Le Roi est un lâche« (Kongen er en Usling). Derefter saa jeg endnu samme Aften i en Henrykkelsesrus Fru de Girardins[VI] yndige lille Stykke Glæden indjager Skræk[0002]: En Familie tror Sønnen, en ung Søofficer, falden i det fjerne Østen, grusomt dræbt. Da kommer han umeldt tilbage til sin tilintetgjorte Moder, sin fortvivlede Brud, sin Søster og en gammel Tjener. Denne gamle krumbøjede Trofaste, en overleveret Teaterskikkelse, spiltes af Regnier[VII] med den fuldendte Kunst, der er Naturen selv, sat i Scene. Han har skjult den hjemvendte Søn bag et Gardin af Frygt for, at Moderen ved det uventede Skue skal dø paa Stedet af Glæde. Søsteren træder ind. Nynnende støver Tjeneren af for at hindre hende i at nærme sig Gardinet; men ubevidst nynner han i sin Henrykkelse stedse højere, indtil han i en Jubelhymne Tratara-tratara! svinger Kosten over sit Hoved og pludselig standser, da han opdager, at Pigebarnet staar tabt i Forbavselse og ikke véd, hvad hun skal tro. Ypperligt spilte ogsaa en nu glemt Skuespillerinde, Frk. Dubois[VIII], den unge Pige. Hendes Udbrud, da hun pludseligt ser Broderen: »Je n’ai pas peur, va!« blev sagt saa fuglelet og lystigt, at alle Folk omkring mig og jeg selv brast i Graad.
Et stærkt Indtryk gjorde Théâtre français’ daværende Direktør, Edmond Thierry[IX], paa mig. Han forekom mig den fineste Mand, jeg til da havde truffet, i Besiddelse af den gammelfranske Høflighed, der ellers syntes uddød i Paris. En Samtale med ham var et formeligt Kursus i Dramaturgi, og skønt en ung Fremmed som jeg jo nødvendigvis blot kom ham til Ulejlighed, lod han det ikke spore. Saa indtaget blev jeg i ham, at jeg næsten to Aar derefter anførte nogle ligegyldige Ord af ham angaaende Molière’s[X] Misanthrope[0003] paa mine Forelæsninger til første Del af Hoved|288|strømninger blot for den Fornøjelses Skyld at nævne hans Navn.
Det var desuden morsomt at besøge ham, ogsaa naar man blev afbrudt. Thi Skuespillere strømmede ud og ind hos ham. En Dag styrtede f. Eks. Skuespillerinden, den dejlige Agar[XI], ind i Stuen og klagede sin Nød, misfornøjet som hun var med den Kjole, hun i en ny Rolle skulde bære. Hende saa jeg stadig igen, da Krigen var udbrudt; thi det var hende, som hver Aften med henrivende Kraft og Kunst sang Marseillaisen fra Teatrets Scene.
Teaterforestillingerne henrev mig. Saaledes var jeg kun i mine Ynglingeaar blevet henrevet af Michael Wiehe[XII] og Fru Heiberg[XIII], naar de spillede sammen i Hertz’s[XIV] Ninon[0004]. Men Kunstnydelsen gik dybere her; thi Menneskeskildringen var anderledes sand. De bedste Indtryk, jeg medbragte af dansk Kunst, var højromantiske: Michael Wiehe[XV] som Henrik[xvi] i Alferne[0005], som Chevalieren i Ninon[0006], som Mortimer[xvii] i Schillers[XVIII] Maria Stuart[0007]. Men dette greb mig som Virkelighedskunst.
En Aften saa jeg Ristori[XIX][0008] spille Søvngængerscenen som Lady Macbeth[xx] med gribende Alvor og høj Virtuositet. Man følte Rædsel helt ned i Benpiberne, og Øjnene fyldtes med Vand af Sindsbevægelse og Angst. Mesterligt var det regelrette Aandedræt, der antydede Søvnen, og de stive Fingre, naar hun vaskede sine Hænder og lugtede til dem for at spore, om der var Blod. Men Madame Favart[XXI], der med kunstnerisk Beherskelse indordnede sig i en Helhed, virkede uden al Virtuositet ikke mindre stærkt. Som Hovedpersonen i Feuillets[XXII] Julie[0009] var hun Fuldkommenheden selv; ved at se hende var det mig, som anede man ikke hjemme i Danmark hvad kvindelig Karakterkunst var. Hvad man havde antaget derfor (Fru Heibergs[XXIII] Kunst f. Eks.) stod nu |289| blot for mig som en elegant og aandrig Vedtægt, der faldt i Mask ved Siden af dette.
Forestillingerne paa Théâtre français varede dengang længere end nu. Man kunde paa én Aften se f. Eks. Gozlans[XXIV] Storm i et Glas Vand[0010], Augier’s[XXV] Gabrielle[0011] og Banville’s[XXVI] Gringoire[0012]. Naar jeg havde set Madame Favart[XXVII] og Regnier[XXVIII] i Gabrielle[0013], Lafontaine[XXIX] som Ludvig XI[XXX], hans Hustru som Loyse[xxxi], Frk. Ponsin[XXXII] som Nicole[xxxiii] og den da endnu helt unge og friske Coquelin[XXXIV] som Gringoire[xxxv], følte jeg det, som havde jeg havt en af de største og ædleste Nydelser i Verden. Jeg vendte hjem, fortryllet og begejstret, opbygget som den Troende kommer fra sin Kirke. Jeg kunde se Gringoire[0014] en halv Snes Gange i Træk og havde kun ét Udtryk for hvad jeg følte: Dette er helligt.
Stykket tiltalte mig sikkert saa stærkt, fordi det stemmede bedre end de andre med hvad der i Danmark gjaldt for sand Poesi. Men Coquelin[XXXVI] var i de tre Aar, siden jeg saa ham sidst, gaaet mægtigt frem i denne Rolle. Han gav den nu med en Særhed, Inderlighed og Ynde, han ikke før havde naaet, var overfor den barske Kong Ludvig og den sjælfulde Loyse saa fattig, forsulten og syg og lystig og blød og modig og genial – at man sagde til sig selv: Den, der har set dette, han har levet.
Ganske kort efter min Ankomst – den 12te April 1870 – saa jeg for første Gang Sarah Bernhardt[XXXVII], der da lige var brudt igennem paa Odéon. Hun spilte i George Sand’s[XXXVIII] smukke og oprørske Drama »L’autre[0015]«, fra hvilket Oldemoderen i Bjørnsons[XXXIX] Leonarda[0016] stammer. Stykket er et Indlæg for Kærlighedens Frihed eller rettere for Overbærenhed med Hensyn til hvad der i Samfundet stemples som Kærlighedssynd. Sarah Bernhardt[XL] var den unge Pige, der i sin Uskyld bedømmer alle sædelige Uregelmæssigheder med yderste Strenghed, indtil hendes Øjne aabnes for hvorledes Verden |290| virkeligt er beskaffen. Hun er uden at vide af det et Barn af brødefuld Elskov, og Faderens Forbandelse er den, intet at turde være for dette Barn – som han lader opdrage og over hvilket han vaager – ikke at turde gøre sin Ret til dets Kærlighed gældende, da han ellers vilde plette Moderens Minde. I hans Nærværelse udtaler den unge Pige da alle de haarde Ord, som Samfundet har for den, der bryder dets Love; hun kalder sin ukendte Fader falsk og menedersk. Alle berettigede Indsigelser og alle Fordomme har George Sand[XLI] samlet i denne unge Piges Mund, fordi de dèr indgyder størst Respekt og har deres fordelagtigste Plads. – Endnu har hendes Fader ikke røbet sig. Da gaar det endelig op for hende, at det er ham, hendes Velgører, der er hin anden, hun nys har fordømt, og idet Tæppet falder, kaster hun sig smeltet i hans Arme.
Sarah[XLII] spilte denne Rolle med dyb Blufærdighed, med den formentlig Forældreløses Tungsind, endelig med den unge Jomfrus Begejstring for den strenge Ret og dog saaledes, at man gennem alt det Kølige, gennem det sjælfulde Udtryks Usikkerhed og især gennem den dejlige og rige Stemmeklang anede længe tilbageholdt Ømhed og Blidhed.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
